Da jeg var i Toft Vin på Islands Brygge for at finde øl til nedtællingen til øl nr. 500 havde jeg muligheden for bare at tage det mest interessante ned for at prøve det. Samtidig havde jeg min ældste dreng, Thorolf med, så hvorfor ikke lade ham vælge én af dem. Som sagt så gjort, og denne øl blev det.
Jeg ville nok aldrig have fundet på at vælge den selv.
Det er en øl, der er brygget som en hyldest til fodboldklubben Arsenal. Og det kræver virkelig sin mand (m/k) at finde noget, jeg er mere indifferent overfor end fodboldklubben Arsenal. Altså … havde det nu været en fodboldklub, jeg hadede – FCK, Tårnby, eller måske endda Glasgow Rangers (men ikke Lazio! Der sætter jeg grænsen!), så ville alene udsigten til, at øllet måske ville være ringe, være motivation nok, til at jeg ville prøve det.
Og det er ikke fordi jeg tidligere er gået på kompromis med min personlige integritet, når jeg har fulgt mit rationale om at alt bryg skal afprøves. Jeg mindes Mikkel Sarboe, kandidat for et parti, jeg ikke ligefrem … lad os bare sige støtter allermest.
Men her er dilemmaet jo et ganske andet. For jeg aner reelt intet om Arsenal, og har ingen holdning til dem. I den engelske række holder jeg med Aston Villa, fordi forsangeren fra et af mine yndlingbands, Barney Greenway fra Napalm Death, holder med dem (døden skal jo have en årsag). Det gør jeg selvom den notesblok, jeg noterer mine anmeldelseskladder på, bærer Liverpools logo. Det er nu i mangel på bedre. Jeg købte blokken i Brugsen Hvalsø (i øvrigt ved samme lejlighed, jeg købte denne 6-stjernede perle) hvor man kun kunne få notesblokke med påtrykte logoer fra fodboldhold. Man kunne vælge mellem blandt andre Real Madrid (over mit skændede, rådne, ormeædte …), Bayern München (hasst wohl ‘nen Hammer geschluckt!), Barcelona (og så måske alligevel lidt for meget Freddie Mercury) – nogle andre, jeg ikke kan huske, og så Liverpool. Okay – den kunne jeg da gå med til.
Men Arsenal … De hører vist nok til i London, men jeg er ikke engang sikker …
Nå, ret skal være ret, og nu hvor øllet er prøvet skylder jeg sgu min førstefødte en tak, for det var oprigtigt en fornøjelse. Ud over smagen – som vi kommer til – skal andre sympatiske egenskaber, såsom at navnet også er skrevet med blindskrift selvfølgelig fremhæves, samt at der brugt … *ah* cascade-humle i brygget.
Det måske mest imponerende er skummet. Eller det er i hvert fald det mest ustyrlige, og uden tvivl det vildeste, jeg hidtil har set. Der er ingen grund til at spilde tiden med at skænke øllet. Det skænker såmænd sig selv i form af et skum, der bare bliver ved og ved, og stadig presser sig op af flasken, når den er kvart fuld. Og når det bliver skænket rejser det sig tilsvarende ustyrligt som en anden paddehattesky over en brintbombe.
Skænkningsprocessen trækker meget ud. Så snart man holder op med at skænke fra flasken titter skummet op over halsen og truer med at glide ned over flasken. Man skal lynhurtigt skænke mere, så brygget ikke går til spilde på bordet. Men samtidig falder skummet i glasset alt for langsomt, og hælder man bare lidt for meget op, har man den samme ballade i glasset. Nøj!
Selve brygget skulle ifølge etiketten nogenlunde matche holdets spilledragter, der altså åbenbart er brunligt grumset orange. Den slags farver er selvfølgelig også populære på spilledragter nu om dage.
Men nu til smagen. Det er det, det handler om. Her er der en stor oplevelse i vente. Jeg vil bestemt anbefale brygget, selv til dem, der har en grund til at hade Arsenal. Der er brugt Centennial og som afsløret, Cascade-humle, og så er det halve af arbejdet jo allerede gjort. Der er også brugt alle mulige malte, men det forstår jeg mig mindre på. Vel, det er faktisk godt, og byder på en rigtig lækkert skarp humleoplevelse.
Fennikel og engelsk lakrids yder en brændende oplevelse, om trænger helt ned i mavesækken. Det er en øl, der ikke bare smages i mund, gane og svælg, men altså langt ned i de indre organer, hvor man blot skal følge flammerne for at spore dens vej. I kæften river det godt i gummer og gane, og lægger sig efterfølgende som et klægt lag af nåletræsharpiks i hele mundhulen.
Det er humleoplevelse, når det er allermest uforfalsket og rent. Hvert et lille nip leverer hele varen, og det er som britisk fodbold, når det er bedst.
Og det vil jo så også sige, at der er nogle ting, der er bedre. Tysk landsholdsfodbold for eksempel – det er bedre. For midt i humlehimlen er der også lidt skyer. Brygget mangler faktisk noget fylde. Det føles faktisk en anelse tyndt midt i alt det stærke, det rivende og det brændende.
Men en skuffelse udarter det aldrig til. Blot en følelse af, at det stadig kunne blive bedre, omend det der er, stadig er alt rigeligt.