– Godt, men bare ikke nok.
Yes! Tillad mig at triumfere. Næsten 1½ uge efter, at den er kommet på markedet er det lykkedes mig at skaffe et eksemplar af Cults ølprodukt Kay-Sar. Det har naget mig en del, at jeg ikke har kunnet få fat i den noget før, for nu er den jo næsten ikke en nyhed længere. Jeg skal dog nok nå at få den anmeldt, også før den går hen og bliver utrendy, og forhåbentlig også før jeg når at se nogen reklamer for den, som jeg synes busskurene her i den jyske hovedstad lider af en højst mistænkelig mangel på.
Altså se det i øjnene: Cult lever alene på hypede, overgearede marketingskampagner, så det virker højst mistænkeligt, at deres sædvanligvis lumre, underlødige reklamer ikke er begyndt at skæmme bybilledet endnu. På den anden side betyder det selvfølgelig også, at jeg kan holde min indstilling til produktet nogenlunde neutralt lidt endnu … måske …
Indtil da må læserne nøjes med anmeldelsen af den klassiske guldøl Guld Tuborg fra Carlsberg, som jeg drak i går aftes. I skrivende stund er jeg netop væltet ind ad døren med hele min lille familie, pusletaske, papsønnens gymnastiktøj, og en stor mængde grønt fra Aarhus’ Økologiske Fødevarefællesskab (sidstnævnte halvvejs væltende ud af bunden på en lige så halvvejs opløst papirbærepose) på nakken og i favnen, så jeg har dårligt nået at væmmes ved synet af nyindkøbet endnu. Det er heller ikke altid – ja, det er faktisk sjældent, at det lykkes mig, at skrive anmeldelsen umiddelbart efter, at den sidste dråbe har ramt tungen. Med Kay-Sar skal jeg selvfølgelig nok se, hvad jeg kan gøre, men dagens anmeldelse skrives altså – som så mange af dem – med en dags forsinkelse.
Guld Tuborg er som nævnt en guldøl, en pilsner med en lidt højere alkoholprocent, end hvad der er almindeligt. Nogle bryggerier fylder glukosesirup på pilsnerne, så gæren kan tisse mere alkohol ud, når de skal lave guldøl, men ikke Carlsberg, og det skal de have ros for. Præcis hvordan de så gør, ved jeg faktisk ikke, men jeg vil gætte på, at de øger mængden af malt, da det jo i sidste ende er sukkeret fra den, der bliver til alkohol. Det kunne også passe meget godt med guldøls smag, der ofte er lidt sødere og fyldigere, end regulær pilsner.
Hældt op gør Guld Tuborg dog ikke meget væsen af sig. Den er lyst gul med kridhvidt, og ganske fyldigt, skum. Duften er behageligt humlesød og har en vis tyngde, men virker samtidig en kende anonym i sin karakter.
Smagen er behageligt fyldig, men gør i sin karakter heller ikke rigtig noget væsen af sig. Den er behageligt sød med en blid, bitter eftersmag, som man ellers godt kunne ønske sig mere af. Det er som om, det hele er lidt underspillet. Der er intet ubehageligt ved den – faktisk smager den godt, men den smager bare ikke af nok.
Den lidt større fyldighed i smagen kommer nok af den højere alkoholprocent, hvilket gør denne øl til en vellykket guldøl. Andre stærke pilsnere smager reelt ikke af mere, eller kan blive decideret harske – i hvert fald når det gælder de rigtig stærke, som de faste læsere vil vide, jeg har den største ekspertise i indtil videre.
Man kan også vælge at rose Guld Tuborg for sin simplicitet, men man kommer i samme ombæring ikke uden om, at den samtidig er lidt tyndbenet.
“Præcis hvordan de så gør, ved jeg faktisk ikke, men jeg vil gætte på, at de øger mængden af malt”
Grøn og guld fra Tuborg er den samme øl, som de brygger ind så den ville ende på 10%. Så kan resten styres med vand.