Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Guinness, Diageo

Tá an bheoir dubh i hÉirinn*

Hej igen. Og først og fremmest undskyld for den lange ventetid. Som jeg fortalte læserne for en halvanden måneds tid siden, er jeg nu flyttet til Irland med hele familien … Eksklusive papsøn, desværre. Der er meget, der skal holdes styr på, både før og efter en emigration, og derfor har jeg prioriteret familie og flytning, samt start på mit arbejde (som bekendt var det fordi, jeg havde fået sådan et, at vi flyttede) frem for ølbloggen.

Men nu er der så endelig lidt tid igen. Og hvilken øl og venue ville være bedre til en opsamling på ølbloggen, end en Guinness på en rigtig irsk pub? Nej, I behøver ikke svare, spørgsmålet var retorisk. Vores lokale pub her i Applewood, Swords, County Dublin, hedder passende Orchard – i får den lige igen … Applewood, Orchard, jo, det er lige så charmerende som det er klicheagtigt.

Men det lykkedes så endelig mig og familien at finde tid og overskud fredag efter fyraften til at smutte en tur ned på Orchard, så jeg kunne få en pint. Indenfor forefandtes interiør som taget ud af en Lovejoy-film (endskønt disse er lavet og foregår i imperiet – men lad det ligge) med den brovtne, fodboldtrøjeklædte flok midaldrende individder, der så horse race på storskærm, og tydeligvis havde moneter på højkant, den ældre stamgæst på barstolen i hjørnet, (hvis halvtomme glas kan ses i baggrunden på første billede) og bartenderne, der ikke var blege for at mænge sig og hygge med gæsterne, når der ikke var travlt.

Guinness kræver næppe nogen større introduktion. Det er en irsk stout med det velkendte umanerligt cremede kaffeflødeskum. Nærmest tættere end brygget selv er det, med de samme ristede og maltede toner, der præger det natsorte bryg.

Familien var også med :-).

Men hvordan smager den så – egentlig. Nærværende anmeldelse er indtil videre positivt påvirket af, at den blev nydt på en irsk pub. Det gør jo sit. Men man opdager også snart, at Guinness’ rygte og brand er stærkere end selve brygget. Det er først og fremmest en fyldig stout. Man kender fornemmelsen af havregrød kogt på sort kaffe, som den giver i munden. Smagen derimod er lidt sværere at fange. Bitre, ristede kaffetoner er der da, ledsaget af en let karamelagtig sødme. Men det er faktisk ikke særlig markant noget af det. Jeg undgår ikke at bemærke, at en Guinness faktisk kan være læskende, og det er ikke ligefrem tegn på nogen særlig markant stout.

I min optik skal en stout enten smage af karamel og farinsukker, eller af sort kaffe, skibsbeg og sod. Til sammenligning minder Guinness mest om letristet toast med en dråbe honning. Meget hyggeligt, men i grunden ikke specielt interessant.

Nuvel … Guinness lærte mig at holde af stout, og det er jeg den evigt taknemmelig for. Men nu er det for længst blevet tid at komme videre. Jeg har udviklet mig, og ved, at der er mange andre mere spændende og krasbørstige stouts derude, som jeg i grunden hellere vil drikke.

Men i hygge og originalitet og som brand er der fortsat ikke mange øl, der kan gøre Guinness rangen stridig. – Jo øllet er så sandelig mørkt i Irland.
3-en-halv-stjerne

*Ja, manchetten er muligvis rettet siden du kiggede sidst.

Updated: 29. januar 2017 — 15:18

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme