Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Gudeløs, Djævlebryg/Stronzo

2014-09-05 19.02.16Nummer 500 …

Det var ikke så få. Og så er det alligevel godt og vel fire år siden, jeg begyndte at skrive om øl. På fire år er det måske ikke så mange alligevel, det er faktisk kun en øl ca. hver 3. dag, – plus det løse. Men det er, som folk, der følger mig på untappd, hvor jeg noterer alle øl, jeg prøver, vil vide, faktisk ikke særlig meget.

Hvis jeg sådan skal kaste et blik tilbage, og fremhæve nogle højdepunkter i min skribentvirksomhed, husker jeg faktisk bedre de ting, der er sket omkring øllene, og ikke så meget øllene selv. Bevares, nogle øl står selvfølgelig frem som ekstraordinære oplevelser i sig selv, både ekstraordinært positive og ekstraordinært negative. Men i stedet for at lave en reprise af øl, er allerede har fået rigeligt omtale, vil jeg hellere fremhæve nogle af de punkter, hvor jeg selv synes jeg som ølblogger har været med til at ruske op i nogle ting.

Jeg anmelder i princippet alt. Mit anmelderrationale svarer til bjergbestigerens. Ligesom bjerget skal bestiges, fordi det er der, skal øllet prøves og anmeldes fordi dét er der. Jeg anmelder desuden hudløst ærligt. Synes jeg noget er godt, roses det adækvat, og falder det ikke i min smag hersker der efter gennemlæsning af anmeldelsen næppe tvivl derom.

Det falder ind imellem folk for brystet.

Således har jeg høstet en del negative kommentarer for betegnelsen ‘spritterøl‘, der dækker billige, stærke pilsnerøl fra landets store bryggerier. Flere nydere af dem har særligt kritiseret mig i det indlæg, hvor jeg lancerede betegnelsen, for at være nedladende, uforskammet og en masse andre ting.

Der var nok nogle, der følte sig truffet, og det må de jo selv ligge og rode med, især når de har fået et par stykker. Men uanset, hvordan jeg be- eller for den sags skyld fordømmer en øl, skal min kritik ikke ramme dem, der eventuelt måtte nyde den. Jeg mener ikke nødvendigvis, man er spritter, fordi man kan lide en elefantbajer eller en *ydrk* Wiibroe Årgangsøl. Blot mener jeg, at konceptet er målrettet alkoholikere og andre der går efter den først og fremmest billige brandert. Aftenens øl er på 8,9% og dermed stærkere end de fleste spritterøl, der holder omkring 7%. Til gengæld smager aftenens øl af noget. Typisk kendetegner denne egenskab ikke spritterøl.

Spritterøllene er vel det største folkelige kontrovers, jeg har afstedkommet. Kigger man på det kommercielle, fik jeg i julen 2013 lavet en del ravage i det, jeg har døbt Bryggeri Skovlyst-gate. Bryggeriet fra Hareskoven/Polen(/Frankrig, har Ole Madsen, Ekstra Bladet været så venlig at gøre mig opmærksom på. Der produceres deres sodavandsøl) producerede en juleøl, som de kækt påstod, kun blev produceret til et udvalgt supermarked på Amager. Det samme sagde de om en juleøl, de kun producerede til et supermarked i Helsingør. Undertegnede blev en smule mistænksom og med hjælp fra en Helsingørbo (eller hvad sådan nogle hedder) ved navn Kenneth, og en i øvrigt ærlig salgschef fra bryggeriet, fandt jeg ud af at der ikke overraskende var præcis det samme bryg i begge juleøllene.

Det kom der et par artikler ud af i både Politiken, Metroxpress og et medie mere, jeg ikke gider nævne navnet på, for de gad heller ikke nævne kilden, de havde den gode historie fra. Øv bøv bussemand.

En sidste god oplevelse, jeg vil fremhæve er fra indeværende år, nemlig Kvicklys Ølfestivalg 2014. Hele rækken af øl blev mig skænket af kæden, i en win-win-aftale om gratis øl for omtale af eventet. Vinderen blev Pladderballe Bryghus’ ‘Svagpisser‘, der ganske vist ikke var min favorit, omend jeg indrømmede Svagpisser visse kvaliteter. Vigtigst var, at Jan Monrad – en af mine store helte i sejrsrusen valgte at citere og på facebook dele netop min anmeldelse. Og så endda uden at jeg havde den som favorit. Hvis jeg skal nævne én optur, jeg har haft som ølblogger, der virkelig fik mine arme i vejret, så har det været den.

Jeg følte det lidt, som Lemmy fra Motörhead må have følt det, da Michael Palin var med til at indspille et nummer på albummet ‘Rock ‘n’ Roll” fra 1987: “It’s great to meet a hero who doesn’t turn out to be a cunt.”

Det er første gang, en supermarkedskæde, eller en anden aktør på markedet for den sags skyld, donerer så mange øl til anmeldelse. En sen tak sendes hermed endnu en gang til Kvickly for det gode samarbejde, og selvfølgelig endnu et tillykke og tak til Jan Monrad for at hjælpe med at gøre min blog vitterlig for et bredere publikum.

Midt i tilbageblikket og de nostalgiske stjernestunder skal jeg også minde mig selv om, at jeg har en øl, der skal anmeldes. Også den blev financieret af det gavekort, jeg før har berettet om, og jeg var ikke et sekund i tvivl, da jeg så denne øl, at den skulle markere jubilæet.

Det er en Imperial Stout – og det er grund nok i sig selv. Desuden er den lavet af en af de store nomadebryggerier i Danmark, Djævlebryg, som jeg først al for sent er nået til i mine anmeldelser. Og for det tredje siger titlen noget om mig som menneske.

Jeg er et ugudelig og ateistisk menneske, og det på den mest irriterende og belastende måde – for stærkt troende mennesker. For min gudløshed betyder tæt på intet for mig. Jeg er religiøst indifferent og blander mig i øvrigt ikke i, hvad andre folk tror på. De må tro, hvad de vil, og hvis de ellers virker sympatiske og ikke prøver at pådutte mig deres sjove ideer om verdens sande sammenhæng, vil jeg tværtimod finde deres tro interessant og deres beretninger derom berigende.

Jeg er, som jeg vel nok har skrevet et eller andet sted i min mange anmeldelser, uddannet religionssociolog. Men hvor jeg ved min studietids begyndelse troede, at jeg ville forstå religiøse mennesker bedre, blev jeg mere og mere desillusioneret med tiden, og kom til at forstå religion mindre og mindre. Hvordan KUNNE man dog tro på den slags … Og selvom jeg fandt en favorit, jeg nogenlunde kunne sympatisere med, i og med at den indebar store mængder grillet kød og mjød, har jeg aldrig følt noget religiøst selv.

Men hvis andre føler det, og har det fint med det, og de i øvrigt ikke generer andre, fordi de føler noget andet, eller eventuelt som undertegnede ikke rigtig føler noget – ved guderne, så skal deres følelser og ideer være deres ukrænkelige ret. Asatroen som jeg har oplevet den her i landet, deler dette synspunkt, som man altså ikke behøver være ateist for at have. Ej heller behøver man være asatro. Jeg har mødt kristne, jøder, muslimer og andre, der har det på samme måde. Og det synes jeg er smukt.

Og så er der dem, der ikke forstår, at man kan være ateist – eller for den sags skyld religiøs – uden at man finder det inderligt nødvendigt at pådutte andre mennesker ens religiøse synspunkter. Den slags mennesker spilder jeg ikke meget af min tid på, men hvis jeg møder dem, kan man selvfølgelig altid udfordre sig selv på fagligheden og se, hvor længe man kan holde en diskussion seriøs, før man begynder at trolle.

Det ville jeg nok ikke kunne særlig længe.

De lange indledninger på mine indlæg har været et af mine særkender. Så hvorfor ikke gøre lidt ekstra ud af det i jubilæumsindlægget? Som Imperial Stout gør Gudeløs det godt. Den er natsort med brunt, fyldigt skum. Duften er noget tilbagelænet, og ikke noget der breder sig i rummet, hverken ved opknapning eller skænkning. Men ved indsnusning mærker man dog en tæt sødme af vanille og svedsker og en bitterhed af friskristet kaffe.

Velristet kaffe mærker man også i smagen. Fylden følger med et letalkoholisk indslag af rom, en diskret sødme af hindbær ved gummerne og en bittersød afslutning af mørk mokkachokolade ved mandlerne. En pragtfuld, velkomponeret smagssymfoni, der i øvrigt er anbefalelsesværdig til chokoladedesserter – som fx min vivs lige så velkomponerede økologiske mintchokolademousse.

Således er ringen sluttet. Jeg nyder det ugudelige, det sataniske og det guddommelige – ja! For trappistøl er jo også fantastisk. Jeg tager det bedste fra alle verdener og siger skål …

Mens jeg slubrer den sidste tyktflydende rest med det gærede bundfald. Det er tit det allerbedste i en god stout, og her er Gudeløs bestemt ingen undtagelse.

6-stjerner

Updated: 10. juli 2016 — 16:26

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme