El Commandante – på godt og ondt …
Endnu før Trump var blevet valgt til præsident, og endnu før Cubas mangeårige leder Fidel Castro gjorde Lemmy og Jan Monrad selskab, fik jeg denne øl udleveret af en af mine læsere, Lasse, der også er min facebookven og i øvrigt rådmand i Aalborg. Men nu, hvor jeg har mødt ham ansigt til ansigt, er han også min rigtige ven … eller noget.
Anyways – tre øl havde han med til mig den morgen foran Bella Centeret. Den første har jeg allerede været igennem, og hermed kommer anmeldelsen af den næste – en undergæret pilsnersag fra Cuba. Indledningen om Fidel Castros bortgang var således blot for at markere, at denne øl altså ikke blev erhvervet i anledning af bortgangen …
… men jeg indrømmer da, at da han tog billetten, havde jeg da så meget desto mere grund til at prøve lige netop denne øl som den første derefter.
Jeg må også blankt erkende, at jeg beundrer mandens mod og revolutionære ideer, om lige knap så meget de praktiske hensyn han viste sin befolkning i forbindelse med realiseringen af sidstnævnte. På den anden side er det jo også nemt at være så fandens bagklog, når man sidder på den anden side af Jorden og bliver stopfodret af nyhedsmedier, der har gamle Batista-støtter som primære kilder til, hvordan forholdene er på den Caribiske ø. Når man tænker på, hvad Castro overtog, så gjorde han det – for den brede befolkning – om ikke bedre, så i hvert fald en smule mindre slemt end det, der havde været der forud.
Ser man billeder og filmklip fra Cuba fra kort efter kommandantens død, kan man i øvrigt hæfte sig ved sindsroen og stilheden med hvilken sorgen vises. I Cuba har der ikke været brug for iscenesat massehysteri på samme måde som andre lande, der meget mere uberettiget har påhæftet sig selv en socialistisk mærkat.
Nok om det for nu. Det er altid spændnde at prøve øl fra nye lande – so here goes.
Ikke ulig andre – okay, anden – øl jeg har prøvet fra det Caribiske område, er øllet meget lyst og mere brusende end egentlig skummende. Til dets forsvar skal det dog siges, at det i det mindste er forpakket i en mørkebrun og ikke en klar flaske, som det var tilfældet sidst, jeg prøvede en øl fra regionen. Skænkes brygget voldsomt nok er det dog alligevel muligt at fremtvinge end adækvat skumkrone. Endnu mere overraskeende og forjættende er en tung dunst af fusel, der ledsager skænkningen. En så karakterfuld odeur var uventet.
Mindre overraskende er bryggets lette krop – den kender man lidt for godt fra fastlandet mod vest – Mexico. På Cuba kender man letheden fra den danseglade musikkultur, der både har fostret en Buena Vista Social Club og en Dave Lombardo. Brygget fortsætter dog også de tungere takter med en markant, nærmest vrissen humlebitterhed, der slet ikke er ulig bouquetens fuselkarakter. Den smager lidt, som jeg forestiller mig kommandantens engagerede og (lidt for – siges det) lange taler. En metallisk kant yder skarphed til vrissenhed – heldigvis i et omfang, så det ikke går ud over den almindelige velsmag.
Det tunge humleindtryk på den ene side, og den lidt for letbenede krop på den anden undgår ikke at få brygget til at tippe ud af balance. Ikke ulig det konkrete resultat af revolutionens gode intentioner: Musikken er god, men der er sgu også meget vrede, som befolkningen må lide under. Øllet afspejler på den måde Cuba på godt og på ondt – forestiller jeg mig …
Uden at vide det, for jeg har aldrig været der. Jeg kunne godt tænke mig at komme dertil og se det hele med mine egne øjne. Jeg tror også, jeg ville have godt af klimaet, selvom jeg egentlig ikke kan fordrage sol og varme.
Men når varmen skulle blive for voldsom, ved jeg, at der er en adækvat øl at slukke tørsten i, som jeg oven i købet kan nyde med statens og folkets velsignelse.
Ikke mindst hvis jeg køber én for udenlandsk valuta.
