Jeg har også altid været mere til NWOBHM …
Svaneke Bryghus har begået en ‘grunge IPA’. Jeg gætter på, det må være en IPA efter amerikansk forbillede – fra den nordlige vestkyst og Seattle-området hvorfra grungemusikken tilbage i de vilde halvfemsere opstod.
Jeg var selv purung dengang – lige startet i gymnasiet, da Nirvana pludselig var på alles læber. Det nye store var tung stoner-rock med tungsindigt-tågede tekstuniverser, fedtet hår, råt tøj (gerne Dr. Marten’s-støvler i kombination med en slidt skovmandsskjorte) samt generelt sortsyn.
For undertegnede var det da også meget sjovt et stykke tid. Jeg havde da min Alice in Chains-periode, og Pearl Jam kan jeg endda stadig sætte på i ny og næ. Nirvana har jeg til gengæld aldrig rigtig forstået det store i. Jeg så dem faktisk på Roskilde Festival i 1992, og har aldrig syntes, at koncerten var mindeværdig. Men her i en moden alder har jeg fået øjnene mere og mere op for det band, Nirvana tit spillede opvarmning til, nemlig Melvins, der i øvrigt stadig eksisterer i bedste velgående.
Men der var en verden uden for det mørke, tunge, deprimerede Seattle – Saõ Paolo fx – for i samme periode fik jeg for alvor øjnene op for Sepultura, der blev mit springbræt til den virkelig hårde metalgenre, som jeg stadig holder fast i. Det var vist noget med tempoet, den forøgede energi og de knudrede riff, der gjorde det, sammen med et tekstunivers der ikke dyrkede stenet smådepressiv selvdestruktion. Tværtimod fandt jeg her et tekstunivers, der rakte ud i verden, en musik der ville kritisere, nedbryde, ændre, revolutionere … og ikke bare krumme sig sammen i et hjørne for blot at blive mere og mere syg for til sidst at blæse knoppen af sig selv med et brag.
Af samme grund har jeg også holdt fast i den amerikanske Speed/Thrash Metal-genre med Slayer, Metallica, Megadeth, Anthrax og alt det andet fine, og naturligvis i The New Wave of British Heavy Metal med navne som Judas Priest, Motörhead og selvfølgelig Iron Maiden.
Men jeg havde – understreger – havde – (okay, bevares, jeg understreger ikke, jeg kursiverer, men uanset hvad så *fremhæver* jeg) min Alice in Chains-periode … Og det er såmænd ikke fordi, jeg synes det er pinligt. Det er faktisk fin nok musik, men det har virkelig ikke vist sig langtidsholdbart i min bevidsthed.
Mon Svanekes øl vil brænde sig fast, eller også glide så småt ud af glemslen ligesom de gamle (omend ikke det ældste) grunge-band?
Det er i hvert fald en mørk (grunget) IPA, som vi har set dem før i både interessante, og ikke helt så interessante udgaver. Det fnuggende skum leverer den visuelle oplevelse, mens de søde små blomster dufter så mildt, hvis man ellers gider bukke sig langt nok ned i retning af dem, for det er ikke meget bouquet, de slipper løs. Nærmest pligtagtigt begrænser duften sig til lidt syrennektar og en fylde af svesker, mens humlen holder sig så meget i baggrunden at den let overses helt.
I smagen folder brygget sig til gengæld lidt mere ud. Det bliver aldrig verdens bitreste (og derfor heller ikke verdens bedste) IPA. Humlen er tilbagelænet og mærkes mest i en for så vidt ikke ueffen eftersmag af ananaskirsebær og tørt løvtræ. Gæren stikker dovent, mens smagen mest byder på glat bergamotessens og sød lakrids – ud over lidt for meget vand.
Så jo, det er i hvert fald ikke amerikansk speed-metal eller brasiliansk thrash-død, der bydes på. Den britiske metalscene har også for længst overhalet brygget – ikke bare med adskillige takter, eller numre – nej, den er skam også flere udgivelser foran.
Tilbagelænet og uengageret, som man gerne er, når man går rundt og er grunge-indbrændt og deprimeret, er dette bryg også. Ikke ringe, men heller ikke noget, der er værd at starte en LP-samling af. Faktisk glider det nok ud i glemslen væsentlig hurtigere end selv grunge-musikken gjorde.
Og så slutter det ikke engang med et brag.
PS. Hjælp en flygtning hvis du kan. De har brug for det.
