Hvorfor anmelde en øl, som alle kender? Hvorfor spilde læsernes tid på en øl, som alle godt ved hvordan smager? Og hvorfor i det hele taget stille retoriske spørgsmål?
For at sætte et stort fedt spørgsmålstegn ved folks vaner, selvfølgelig. For at prøve at se på en øl, alle kender med friske øjne, befri sig fra positive og negative fordomme, og så prøve at se hvor god den egentlig er.
Carlsberg skulle angiveligt sidde på 62% af det danske marked for øl og læskedrikke og gruppen omsatte for ca. 59 mia. kroner i 2009 – eksport medregnet ganske vist. Det spørgsmål, der uvægerligt melder sig, er, om kvaliteten står mål med den totale dominans og den enorme omsætning. Hvad er grunden egentlig til, at en øl som Grøn Tuborg er så populær?
Jeg prøver virkelig, idet jeg smager øllet, at viske tavlen ren først og lægge alle mine fordomme og hidtidige meninger på hylden og smage på den, som om det var for første gang.
Jeg bemærker nu, at den faktisk smager bitrere end jeg husker (ja, helt fri for de indtryk man har haft tidligere kan man jo aldrig blive). Således behager den da jævnt smagsløgene et ikke nærmere definerbart sted bag på tungen, som den skyller gennem mundhulen på vej ned mod svælget. Den humlesmag, der trods alt er, er faktisk ikke så ringe endda.
Desværre er den næstmest markante aroma til stede den af vand. Jeg huskede desværre heller ikke forkert, da jeg mente, at den var næsten helt uden fylde eller aroma.
Før jeg nu afskriver den fuldstændig på grund af den vandige fornemmelse og mangel på fylde, kunne man måske indvende, at det er en god tørstslukker. Desværre efterlader brygget en tør, klæbrig og ubehageligt bitter smag på tungen, der faktisk giver den modsatte fornemmelse af at være vederkvæget.
I stedet vil jeg betegne den som en fuldskabsøl, for endnu en Tuborg ligger lige til højrebenet for at udsætte den grimme eftersmag endnu en øls tid. En anden – og i mine øjne bedre – måde at løse det problem er, at vælge en anden øl til at begynde med.
Men nu til spørgsmålet om, hvorfor denne slags øl er så populære. Man skal aldrig undervurdere den massive markedsføring, som hele befolkningen konstant udsættes for. Markedsføring kan få folk til at synes, at hvad som helst, man putter i hovedet, er godt. Jeg nævner i flæng nitritfyldte pølser, sukkerproppede burgere med slatten salat fra McDonalds, og saftevand, der indeholder mere kemi end spildevandet fra Bhopal.
Der er imidlertid også en anden mekanisme til at udvidde markedsandele med. Det er at appellere til laveste fællesnævner.
Her handler det imidlertid ikke så meget om at lave noget, som så mange som muligt kan lide. Det er, hvad folk ofte tror, begrebet om den laveste fællesnævner dækker over. Det handler snarere om at lave et produkt, der er så frit for karakter som overhovedet muligt. Tænk på, at for hver gang en ting – det kan være øl, det kan også være musik og meget andet – besidder et karaktertræk, findes der en risiko for, at en forbruger ikke vil bryde sig om dette karaktertræk. Jo mere karakter en vare har, jo mere unik og mangefacetteret den er, desto sværere er den at sælge, for jo større risiko er der for, at det ikke vil falde i kundernes smag. Dette er, hvad den laveste fællesnævner i virkeligheden handler om. Lav det så ligegyldigt, at det ikke vækker anstød hos nogen.
Sådan en øl er Grøn Tuborg. Det er selvfølgelig heller ikke tilfældigt, at jeg netop nævnte musik i det foregående afsnit som noget, der også kan appellere til den laveste fællesnævner. Pudsigt nok er Grøn Tuborg også sponsor ved en lang række musikarrangementer i løbet af året. Man kunne godt tænke lidt over begrebet ‘laveste fællesnævner,’ når man ser programmet til nogle af arrangementerne.
Snakker vi altså om musik i stedet, så tag f.eks. det allestedsnærværende R&B-musik, der åbenlyst ikke handler om andet en ligegyldige flødebollebrune stereotyper, der vræler om deres kærester, hvor mange penge de har, og at de er bedre end alle andre, på grund af førnævnte kærester/penge.
Men alt andet lige, er Grøn Tuborg ikke nogen R&B-øl. Det er snarere en Keld & Hilda-øl. For den bitre humlesmag, der da trods alt er, har nok for længst skræmt R&B-publikummet væk. Jeg vil gætte på, at Tuborgs nye øl med Lime er tiltænkt dem. (Med gru kommer jeg i tanker om, at hvis jeg er rede til at drikke Pabst for læsernes skyld, burde Tuborg Lime heller ikke gå ram forbi. Men jeg ved snart ikke …)
“Hele Danmarks Pilsner” kalder Carlsberg Grøn Tuborg, hvilket er endnu et fingerpeg i retning af, at de bevidst går efter den laveste fællesnævner. Jeg skal lige love for, at det så gu’ ikke er min øl!
Men jeg er selvfølgelig også af tysk afstamning.
