Uhyre tiltrængt introduktion …
Jeg skylder Ole Madsen, Ekstra Bladet, en kæmpe tak for at have introduceret – ikke bare denne stil, men this very beer ved Danske Ølentusiasters Ølfestival tidligere på året. Det var kun en lille mundsmag, jeg fik, og derfor skrev jeg heller ikke vidt og bredt om den, som jeg gjorde om de andre øl jeg prøvede. Jeg var imidlertid så solgt lige da jeg prøvede den, at jeg omgående reddede mig et eksemplar med hjem, så jeg kunne anmelde den rigtigt senere. Det var også senere, jeg opdagede det lille runde felt på etiketten, hvor der stod “Ølfestivalg Kvickly 2015”. Så klappede jeg hesten, og valgte at afvente.
Indtil nu. Og jeg er også glad for, at det kun var en mundsmag, jeg fik. For min umiddelbare begejstring til trods, ved jeg jo godt, at den slags kan ændre sig det øjeblik, man får en hel en at prøve.
Sagde jeg en hel? Det er ikke helt rigtigt. Jeg fik lidt hjælp af min gode nabo Claus. Der er mange øl at anmelde på kort tid, og jeg er ikke bare fuldtidsarbejdende – jeg er også fuldtidsfar, og i en sådan situation er det begrænset, hvor beruset man kan tillade sig at blive, når man har fået en opgave som den forhåndenværende.
Stilen skulle angiveligt komme fra den polske by Grodzisk Wielkopolski og være karakteriseret ved kun at være brygget på hvedemalt, hvor fx den tyske Hefeweizen altid vil indeholde et vist kvantum af Bygmalt. Denne øl indeholder også et kvantum bygmalt, og bryder derfor med et af de definerende karakteristika ved stilen. Så det er lidt en tilsnigelse at betegne den som en Grätzer.
Det andet afgørende karaktertræk er røgen. Og den der der. Det stænkede øl næsten emmer af det. Så meget at Claus spontant udbrød, at det var som “at få sit barn hjem fra børnehaven.” Og nej, det er ikke cigaretrøg, den nærmest lugter af (vi befinder os trods alt ikke længere i 70’erne), men derimod bålrøg. Andet dufter det ikke af. Man mærker ikke øllets karakter bag røgen.
Røgen er også meget præsent ved smagning. Det er en stor nydelse, og en overrumplende overraskelse at opleve den kraftige røg i det ellers ganske lyse bryg. Man forventer ved et så kraftigt røgelement en mørkere øl. Til gengæld er det lyse brygs friskhed helt intakt, og det er ganske unikt, og eksponerer tydeligt stilens legitimitet. Friskhed, tørstslukning og markant røgindslag samtidig. Ja, det kan faktisk lade sig gøre.
Når man har nydt røgen, prøver man at smage lidt ekstra efter, og så er det, at man bliver lidt skuffet. For selvom røgen leverer oplevelsen, så savner man andre øllede indslag. Man savner humlekrydringen. Man savner maltelementet. Ja, måske savner man endda gæren, og man får intet af det, eller i hvert fald meget lidt.
I sidste ende byder brygget kun på røgindslaget, der herhjemme er både forfriskende og originalt, men det kan i længden ikke stå alene.
Jeg havde egentlig troet, at dette bryg kunne løbe af med sejren. Sådan bliver det altså ikke alligevel.
