(Måske) som en Blonde skal smage?
Det foregående indlæg har måttet revideres et par gange, da flere og flere oplysninger om bryggeriet blev mig meddelt fra diverse kontakter. Bryggeriet bag er som bekendt Kronenbourg, og det er ejet af hjemlige Carlsberg. Ja, man undgår åbenbart ikke at støtte den danske bryggerigigant, blot fordi man periodisk holder sig til udenlandske øl. Jeg har desuden møjsommeligt rettet overskrifter og etiketter til, så de nu passer til de nye oplysninger.
Jeg er til gengæld klar med et korrekt kategoriseret indlæg om dagens øl, der er foregående øls lyse broder – en Blonde, som det hedder på fransktalende kanter.
Den belgiske lyse klosterøl, der betegnes blonde, har jeg flere gange været oppe at toppes med. Adskillige gange har typen smagt af en modbydelig blanding af kogesprit og marcipan (bemærk, at jeg holder meget af marcipan – blot ikke i kombination med denatureret sprit), så det er altid med en vis skepsis, at kapslen ryger af.
Bouqueten, der ved skænkning optager en ikke ubetydelig del af rummet, præges da også af den skarpe spritfylde og det indtryk af franskbrødsdej, der typisk varsler om den alkoholiserede marcipanblanding. Et forsonende sødt element af modne æbler formår dog at formilde indtrykket. Det matcher desuden bryggets udseende fint. Skænket i et stort glas ligner det æblejuice (i den lille handy flaske formørkes den del af flasken, hvor brygget er, ellers næsten ikke på grund af bryggets lyse klarhed) med langsomt vigende skum, der nok er kridhvidt, men også formår at klæbe til glasset med nogenlunde den samme evne som friskpisket marengsmasse.
Og æblesmagen går også igen i bryggets sødme, der også er det bærende element i øllets karakter. En syrlig kant af grape og lime mærkes indledningsvis, og hele arrangementet rundes af med en bitter bagsmag af humle. Det bitre indslag er nok svagt, men alligevel præsent nok til at gøre væsen af sig. Syrligheden kan ikke se sig fri for at være en smule metallisk, men heldigvis ikke så meget, at det egentlig ødelægger. Derimod giver det brygget en frisk, tørstlukkende kant, man må sætte pris på i forsommervarmen.
Og brygget smager ikke af gær, som det antydes i smagen. Man fornemmer, at man af samme årsag undgår den problematiske kombination af sprit og marcipan. Sødmen fra de mislykkede bryg er der i æblesmagen, men spritten og gæren, der giver kartoffelbrændevin/kogesprit-indtrykket udebliver.
Jeg tænker, at det må være sådan her, det er meningen, at den belgiskinspirerede blonde egentlig skal smage. Sødt og syrligt skarpt, med en bagkant af bitter humle. Det hænger i hvert fald nogenlunde sammen i denne øl, og selvom det nu ikke er nogen åbenbaring, og denne øltype fortsat ikke er mit store nummer, så aner man omsider konceptets positive intention.
