Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Grimbergen Blanche, Kronenbourg/Carlsberg

2017-09-28 20.46.03Bestået …

Jeg har djævelsk meget om ørerne for tiden. Jeg arbejder, bijobber og vil gerne have solgt min bil. Min fars flytning kræver også meget, så der bare ikke er tid til at blogge lige så meget som jeg ellers gerne ville. Men nu har jeg endelig fundet et hul, så jeg kan få Grimbergen Blanche, Kronenbourg/Carlsberg lidt fra hånden.

Forleden aften var min gode ven Gedved igen på besøg. Han havde glemt nogle ting her da han forleden overnattede. Han havde øl med, som jeg allerede havde prøvet, så i stedet stillede jeg en af de øl i delestørrelse, jeg havde stående frem.

Jeg betragter den lidt som et hængeparti. En øl, der længe har stået i standardudvalget i supermarkederne, som jeg tænkte, jeg hellere måtte se at få anmeldt, da jeg i sin tid så den. Nu var der så også endelig en anledning.

Carlsberg står i sidste ende bag. Typen er dog ingenlunde dansk, men belgisk. En hvedeøl – en wit, som det ville hedde i Belgien. Men i Europas måske mest fremmedsprogsfjendtlige land, Frankrig, har de selvfølgelig egne navne for den slags – en Blanche.

Generelt bryder jeg mig ikke om stilen, men prøves skulle den. Et flot, citrongult bryg med højt knitrende skum – såvidt så godt. Duft af lime og banan – meget banan. Rigeligt til at varsle ilde.

Men helt så meget af banan smager den dog ikke. Det syrlige og gærede står stærkere end det vammelsøde, og det endda i en grad, så det faktisk formår at behage jævnt. Syre af lime, friskhed og afdæmpet sødme af græs, en tand for meget gær, som den præsente alkohol heldigvis formår at afdæmpe behørigt. En krydret antydning af kommen på bagkant yder desuden brygget en for genren tiltrængt skarphed. Gedved nævnte kardemomme, uden at værten dog selv oplevede den.

Overordnet en autentisk frisk øl, der, som det nu er almindeligt med hvedeøl – om de hedder Hefeweizen eller Wit, lægge mere vægt på bryggets tørstslukkende egenskaber end dets aromatæthed.

Gedved fandt den således tynd og vandet.

2-stjerner

Jeg synes akkurat den klarer cuttet, men så heller ikkke mere

3-stjerner

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 11. oktober 2017 — 10:34

3 Comments

Add a Comment
  1. Hvornår kommer der en anmeldelse på den nye gamle carlsberg 1883? Den har været ude i et stykke tid nu

  2. Det kræver, at jeg går ud og køber den først. Jeg har mange andre øl i kø, og Carlsbergs standardudvalg er trods alt ikke det, jeg prioriterer allerhøjest.

    Men den er noteret som ønske.

  3. Hej Morten. Jeg har netop anmeldt den, så indlægget om den kan findes på forsiden af bloggen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme