Always with the storytelling …
Aftenen startede med, at Allan skulle prøve verdens bedste øl (i mine øjne i hvert fald). Det var i øvrigt Martin Guldhammer, der kort før nytår havde bragt dem til min dør, og de havde hygget sig i mit køleskab siden. Sådan kan man faktisk godt holde en IPA frisk i et stykke tid.
Allan var ligesom jeg selv ganske begejstret. Det er også svært at være andet for den øl, og nu var det så tid at prøvesmage den første øl, han havde taget med. Valget faldt naturligt på en IPA – en lidt mildere i karakteren, som det ville være nemmere at skifte videre fra senere, når nogle rigtig voldsomme stouts ville være på programmet.
Storytellingen, som Amager Bryghus altid er gode til, får heller ikke for lidt. Brygget er angiveligt inspireret af beboeren Bonnie Ramsbotton fra Melbourne-forstaden ‘Sunshine’, der tog en aldeles smertefuld hævn over nogle lokale bøller, der på grufuld og grotesk vis havde mishandlet hendes hundehvalp til døde. De lokale skulle angiveligt have ønsket at hylde hende med en statue ved navn “Granny With a Gun” … intet af historien lader sig dog lige sådan bekræfte fra anden kant. Selvom der ganske rigtigt findes en forstad i Melbourne ved navn Sunshine, omtales den gode Bonnie Ramsbotton tilsyneladende kun på ølhjemmesider, der henviser til nærværende bryg.
Men okay – jeg har heller ikke googlet det voldsomt meget.
Brygget er et samarbejdsprojekt med australske Edge Brewing Project. Dermed bliver denne øl – skønt den også er dansk – faktisk den første australske øl, jeg prøver. Der er da også tale om en Australian-style IPA. Jeg vil tro, at Allan refererede fra release-seancen, da han fortalte, at den skulle være brygget primært på australske humler, der er ret sjældne (men heller ikke det har jeg kunnet be- (eller for den sags skyld afkræfte) ved at Google). En rerun af dette bryg skal man derfor nok kigge langt efter.
Det er et ganske lyst bryg – citrongult og kun svagt, kridhvidt skummende. Ovenpå den foregående humlebombe tog vi os næsten i at være uimponerede over bryggets noget smalle bouquet. Brygget fortjener dog kun positiv kritik for duften, der indrømmet ikke er nogen næsestyver, men til gengæld én, der ved præcis hvad den vil. Lette grannoter blander sig med milde citroner og en sød kant, der bedst sammenlignes med klassiske, engelske Bassets-vingummier.
Smagen er også spinkel – og igen uden at den af den grund mangler karakter eller på anden vis nødvendige velbehageligheder. Friske, spæde og smatidig knastørre og skarpe grannåle ridser lange flænger i tungen, så den åbnes for den fineste krydrede smag af lyst træ og syrénessens. Brygget ved præcis hvad det vil smage af. Det rendyrker én udvalgt humlesmag, som den efterfølgende rendyrker og næsten skamrider demonstrativt. “Se hvor lidt jeg kan smage af, samtidig med at jeg smager som en million”.
Antydningsvis slutter brygget af med en alkoholisk bananessens som den man (eller jeg i hvert fald) ikke kan fordrage fra Belgiske Blondes. Men her giver netop den antydning en afsluttende fylde og sødme, der fuldender oplevelsen.
Selv når dette bryg smager grimt, smager det godt, også selvom det vover ikke at smage af voldsomt meget.
Allan:
Kaj:
