Perfekt afstemning …
Op på hesten igen og alt det der. Nu har jeg endelig ferie, en smule mere overskud og en smule mindre sortsyn, og ikke mindst tid til at gøre de ting, jeg egentlig gerne ville bruge livet på: Hygge med mine børn, tegning, god mad, øl – og selvfølgelig blogning – i lige præcis det tempo jeg kan bestemme og overskue.
Jeg er stået op klokken 8, lavet en kæmpe stak pandekager til mine børn (inklusive bonusteenager på ferie), har laaaangsomt startet computer op, sat mig i stuen, hvor de små hygger med tablets, jeg er på den anden kande kaffe og et passende skud methylphenidat mens jeg lytter til Joseph Loducas forrygende soundtrack til filmen Army of Darkness … sådan cirka i mit zen, og vil nu tage fat på at anmelde igen.
Som jeg fik skrevet fjæsbogen, intenderede jeg at bortjage ondt med ondt. Mine værste dæmoner – selvhad, depression og angst – havde atter stukket deres grimme fjæs frem. Sorte som natten, træge som tjære, stinkende af beg … Det gjaldt jo sådan set bare at finde en matchende øl, og lige præcis sådan én havde jeg stående, gemt fra februar måned, hvor jeg var på indkøb i Fish-N-Beer. Dette er faktisk den sidste, den finale, den endelige øl – den sidste rest af det enorme parti spændende bryg, jeg fik til min 40-års fødselsdag.
Selvom jeg grundlæggende finder det enormt dumt at ville bekæmpe ondt med ondt – oftest starter det bare en voldsspiral som vi på forskellig vis oplever det lige nu i Syrien, USA og Christiania – så lykkedes det altså nogenlunde alligevel. Her sidder jeg igen bag tastaturet …
… og glæder mig over den mentale genoplevelse af det tunge, seje bryg, der dovent skvulper ned i mit yndlingsbæger. En vældig rar – men vanskeligt identificérbar odeur har allerede bredt sig ved åbning, og det bedste jeg kan beskrive den som, er røget makrel, der har ligget en kende for længe. Det lyder modbydeligt, men ligesom emmen af slatten brunkål i sig selv er fæl, så bliver samme luft paradoksalt nok lovende og interessant, såsnart den kommer fra en øl. Sådan er det også her. Røget makrel, men som om lugten af ikke helt frisk fisk er væk, og der kun er den røgede makrel tilbage.
Jeg spoler lige hurtigt henover de mange – fortrinsvis gode – minder, den røgede makrel vækker i mig, og går videre til skummet, der faretrunde hæver sig over bægerets rand. Det kræver en særlig uforsigtighed at spilde dette bryg, da skummet ikke bare sådan lige intenderer at løbe ned ad glassets sider. Farven matcher nogenlunde det tjæresorte bryg, selvom jeg i et anfald af at være alt for godt vant alt for længe ærger mig over, at der stadig er et stykke vej til den kogende karamelmasse, som udøgt stoutskum helst skal ligne.
Alle uindfriede forventninger gøres til skamme i smagen.
For hvilken fryd og hvilken lykke det er, at lade den træge, begsorte nektar så langsomt løbe over tunge og under gane … Bittersødt som selve livet sprænges de klæbrige dråber i mokka og melasse. Mild fløde kærtegner hele gabet, mens et perfekt afmålt skud cognac yder den perfekt afstemte karakter og kvantitet af spiritus … Og så lige en knivspids vanille på bagkant til lidt dekadent ekstra fylde og sødme …
Nøgleordene er overflod og velafstemthed. Masser af smag er der, og ikke for meget af ét i forhold til noget andet. Emnerne er også omhyggeligt afgrænset i denne lille bryglektion: Det søde skal kombineres med det bitre på bedst tænkelig måde – og det lykkes til fulde.
Så kan det være, man kommer til at savne de mange andre måder, bryg kan smage på. Jeg holder mig imidlertid for klog nok til ikke at angribe en bog, der handler om katte for ikke at handle om hunde.
