Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Goldings Pale Ale, Thisted Bryghus




2016-10-07-21-56-20Det bliver ved truslen …

Tilbage til en gammel ven fra det nordjyske. Så vidt jeg kan se efter en lynhurtig screening, er Thisted Bryghus på en fjerdeplads over de bryggerier, der flest gange har måttet lægge ryg til mine humørsvingninger. Men hvis nogen skulle være i tvivl – de ansatte og ledelsen på Thisted Bryghus, fx – køber jeg Thisted Bryghus øl i forventning om en god oplevelse.

Viser det sig, ikke at være så godt, bliver jeg skuffet, og det er sådan det bør være. Uden at ville nævne nogen navne, kan jeg afsløre, at jeg ikke sjældent køber øl fra de tre bryggerier, hvis øl jeg har prøvet flere gange end Thisted Bryghus, med skuffelse i forventning og en sadistisk intention om efterfølgende hudfletning på bloggen. Så kan man til gengæld blive positivt overrasket, men uanset om øllet er godt eller dårligt, vinder jeg altid, idet det skrive en elendig anmeldelse af en elendig øl er mere end bare kompensation for en sådan. Det forvandler skuffelsen til den rene fornøjelse.

Efter at Thisted Bryghus sidste år lavede et amerikansk tema med tre forskellige øl inspireret af nyere amerikanske brygtraditioner, ser turen nu ud til at være gået til England. En samling bryg med navne efter britiske humler har set dagens lys. Goldings er således en pale ale efter britisk forbillede. Alkoholprocenten er holdt nede på 4,4 og ifølge bagetiketten er der tale om en bitter pale ale ‘som englænderne kan lide det’. Jeg tør vædde på, at jeg kan finde indtil flere englændere, der i hvert fald også godt kan lide både sødt og syrligt øl. Men et eller andet skal der jo helst stå bag på etiketterne.

I øvrigt er det faktisk ikke bitterheden, der springer mig i snudeskaftet som det første ved skænkning. Det er til gengæld mildheden. Duften er noget tilbagelænet, for ikke at sige svag, og emmer kun afdæmpet af humle. Den er næppe karakteriseret ved nogen særlig bitterhed, men kun en jævn én af slagsen som man kender den fra den tyske pilsnerindustris flittige brug af Hallertauerhumle.

Ja, jeg ved godt at der ikke er Hallertauerhumle i dén her. Men derimod Goldings. Jeg har før fået virtuelle dummeflade for at påstå at øl indeholdt humletyper, det ikke gjorde, så risikoen for gentagelse tager jeg lige i opløbet.

I smagen fortsætter brygget den tilbagelænede stil. Brygget byder på en cremet finish, en godkendt friskhed og indrømmet et vis kvantum af bitterhed, der dog lægger sig noget mageligt bredt henover hele tungen.

Et stykke af vejen savner man noget profil, noget skarphed, noget koncept og planlægning af, hvilken form for bitterhed der tilstræbes, frem for en middle-of-the-road bitterhed, der prøver at være det hele på én gang, og derfor ender med at være ingen af delene.

Men efterhånden træder profilen faktisk også mere frem, og det netop i form af en stadigt mere markant bitterhed af nødder. Først søde para-, så bitrere hassel-, afsluttende med lige lidt for gamle valnødder. Men som så ofte før må øl gerne smage af nødder, der er blevet for gamle, eller blommer, der har ligget og gæret, eller kål, der er blevet for surt. Hvordan det kan være, at den slags pludselig smager godt, bare fordi øl er mediet, står for mig hen i det uvisse. Men det er sådan.

Nøddeindslagene giver altså brygget, der truede med at blive en jævn, for ikke at sige direkte kedelig, fornøjelse, den nødvendige karakter. Faktisk er jeg glad for dette brygs tilbagelænede stil, fordi det endnu engang så tydeligt viser, at øl ikke behøver smage som en middelsvær nuklear humledetonation for at være en nydelse.

4-stjerner




Updated: 13. oktober 2016 — 12:33

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme