– Hvorfor honning?
Jeg holder meget af honning, ligesom jeg holder meget af øl. – Okay, måske ikke helt så meget. Fx har jeg ingen intention om at starte en blog om honning lige foreløbig. Men for alle os, der både kan lide honning og øl, ligger det faktisk lige for at kombinere de to. Især når man som jeg også holder af mjød. Og heldigvis er der da også en række bryggere derude, der allerede har fået ideen. Desværre er mine erfaringer med de forskellige honningbryg ikke overvældende. Ingen af dem har været specielt gode – eller specielt dårlige – men det, der især har naget mig er, at ingen af dem har smagt særlig meget af honning.
Det fynskbaserede økologiske bryggeri Ørbæk, har i sit udvalg en hvedeøl, brygget på honning. Det er en kombination af malttyper og honning, jeg endnu ikke havde prøvet, så forventningerne var store, også fordi Ørbæk generelt har imponeret mig med sine bryg.
Det er da også en ganske liflig duft, der rammer næseborene, af hyldeblomst og hvedeøllets karakteristiske søde bouquet … Men ingen honning. At dømme efter udseendet er øllet filtreret, hvilket er usædvanligt for hvedeøl. Farven er en kende mørkere end almindelig pilsner, og har hvedeøllets karakteristiske tætte, hvide skum. Den er ganske afgjort filtreret, idet det ikke nytter noget på klarheden at ryste bundsjatten, før den ryger i glasset til sidst.
Brygget har en god, sød og fyldig smag. der slår det meste af, hvad der er smagt af hvedeøl på denne blog med flere længder – hvilket siger mere om det hvedeøl, jeg har smagt indtil videre end om hvedeøl generelt. Den søde smag, der forresten ikke er specielt hvedeølsagtig, afløses længere inde i mundhulen, af en mere traditionel pilsneragtig humlesmag, der til gengæld er ret usædvanlig for hvedeøl, og man tager sig selv i at spørge, hvorfor man egentlig brygger en hvedeøl, der smager af pilsner. Honningen kan iøvrigt ikke smages overhovedet, så på det punkt er der ikke noget nyt under solen. Det skulle lige være, at honningen denne gang ikke er til at smage overhovedet, hvor den i det mindste har været antydningsvis til stede i andre bryg.
Men i stedet for at vurdere denne øl efter, at den ikke rigtig ved, om den vil være fugl eller fisk, vælger jeg i stedet at konstatere, at den faktisk smager rigtig godt. Den har en meget fyldig, og ren humlebitterhed, der ikke bliver harsk, men forbliver blid og behagelig selv om den er kraftig. Eftersmagen er sød og gæret, som man kender det fra hvedeøl, og her begynder den endelig at ligne sin type en smule. I øvrigt er det jo heller kun en hvedeøl – den er brygget på både byg og hvede, og snarere end at sætte sig mellem to stole, formår den faktisk at være lidt af begge dele samtidig. Måske ikke på den mest elegante måde, men helt sikkert på en både interessant og behagelig måde.
Og faktisk lykkes det honningen at melde sig til aller -allersidst, helt nede i hjørnerne af munden ved mandlerne. Det er meget svagt, og reelt ikke værd at vente på, og jeg mener, man med rette kan spørge om, hvorfor man overhovedet tilsætter øllet honning, når det kun smages så svagt. Måske justerer det øllets smag på en eller anden subtil måde – men så er spørgsmålet, om man ikke kunne have frembragt den subtile smag på anden vis. Jeg spekulerer også på, om øllet ikke ville have været fint uden honning, men bare med den gode humle, hvede og bygmalt.
Vel, det er immervæk en øl, der formår at imponere og behage, selvom kompositionen rejser flere spørgsmål end den besvarer.
