Killer Combo …
Det går hurtigt ned ad bakke med at opretholde detaljerigdommen og nidkærheden i dokumentationen, efterhånden som en ølsmagning skrider frem.
Men at det gik så hurtigt fra, at der under første øl stod en mindre roman i mit notehæfte, til at den næste øl kun var dokumenteret med nogle få, hastigt nedkradsede linjer – det var sgu alligevel imponerende!
Jeg har bladret lidt frem i mit notehæfte, og konstateret, at noterne til nærværende øl udgjorde aftenens dokumentariske lavpunkt. Åbenbart tvang jeg efterfølgende mig selv til at tage mig sammen.
Brygget her kalder Ugly Duck Brewing, der som bekendt er det tidligere hvedeølsbryggeri (i dag er det et bryggeri – der både laver hvedeøl og andre øl end hvedeøl. Oprindeligt slog det sig op på udelukkende at brygge hvedeøl) Indslevs eksperimentalafdeling en Belgisk Pale Ale. Og det skal nok passe, mens jeg i min allerede lidt for kække og skråsikre småsnaldrethed på stedet begyndte at storsmigre brygget som Gueuze. Dumme mig – for en Gueuze er som bekendt vildgæret, mens det næppe er tilfældet med nærværende bryg.
Ikke desto mindre fik jeg formidlet kendskabet til en vidunderlig og alt for lidt kendt belgisk øltype videre til mine venner – og de vil måske fortælle det videre, og så vil det glade budskab brede sig som ringe i vandet ud i hele verdens afkroge … The hell it will. Gad vide, om de overhovedet husker mit fordrukne sludder længere?
Anyways … Vi blev alle hurtigt betaget af det meget lyse og småtskummende brygs overraskende og velgørende syrlighed (der ikke fik mig til at tro mindre på vildfarelsen om, at vi havde fat i en gueuze) – og sødme … åbenbart.
Jeg ved ikke, om mine to medsmageres smagsløg bare er sat helt anderledes sammen end mine egne, men de sad der, de to, og roste bryggets sødme op og ned ad vægge og stolper, mens de anså syrligheden for at være et vel matchende, men også sekundært krydderi på sødmen. Eller måske var det rækkefølgen, brygget blev skænket i – gæsterne først og mig selv til sidst?
Jeg oplevede brygget helt anderledes – som væsentlig mere syrligt, end mine venner gav udtryk for, men på ingen måde en mindre nydelse. Måske fik jeg restgæren, og det var måske også det, der gav den skarpe træsmag, som de andre heller ikke syntes, de kunne genkende.
Marcus lod endnu engang associationerne tage fat: “Jeg ved hvad den her er. Det er en Alfa Romeo. Det er en fantastisk bil de første 6 måneder – derefter er den bare en bil. Sådan er den her øl også. den gør fantastisk godt, når den lige kommer ind i munden, og så klinger den af. Men den begyndelse er også det hele værd!
Én ting var vi enige om. At smage de to øl efter hinanden var velvalgt. Den indledende fløjlsbløde hvedeøl i kombination med denne skarpere pale ale udgjorde intet mindre end en ‘Killer Combo’. At prøve disse to øl efter hinanden – eller måske endda samtidig – er hermed givet videre som forslag – så længe lager haves hos Fakta.
Gedved:
Marcus:
Kaj:
