Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Go to IPA, Stone Brewing (Fire fra Stone i Fakta IV)

2017-07-08 16.44.30Mod intentionen …

Så er jeg nået til vejs ende i ét af flere sideløbende temaer her på bloggen. Den fjerde og sidste Stone-øl, der forleden var til at få fat på i Fakta, er nu afprøvet til anmeldelse.

De har været gode, Stone-øllene. Men som min læser og lejlighedsvise ølpusher Paul sagde, dengang han overrakte mig den bedste øl, jeg nogensinde i mit liv har smagt, “vi har noget på Amager, der ligner”. For de har da været gode – men i absolut ekstraordinær verdensklasse har de ikke været.

At de til gengæld har hævet niveauet i Faktas øludvalg er indiskutabelt. Og jeg håber, det er en forsmag på, hvordan det bliver fremover.

Denne sidste af de fire bryg er den mildeste – en session-IPA. En stor portion humle er smidt i brygget i den sidste brygfase, hvorved man har villet lave et ‘hop-burst’, der ordentligt skulle fremhæve humlens frugtige armoaer.

Brygget ligner i hvert fald en frugt på farven – nemlig citron. Det er lysttåget med en nydelig omend noget fragil skumkrone. Duften er vitterlig også frugtig af søde æbler – ja, faktisk af æblemos, der halvvejs gemmer en traditionelt aggressiv humle af nåle i baggrunden.

Smagen er ligefrem og IPA’et. I virkeligheden er der ikke voldsomt meget session over den. Snarere virker den som en middle-of-the-road IPA – men en middle-of-the-road IPA er vel, hvad man må opfatte som en session på et velrenommeret amerikansk/tysk kvalitetsbryggeri.

I bitterheden skærer bøgetræ sig ned i gummerne, mens fyrrenåle ridser i gane og tunge. Bitterprofilen er dermed en tand tungere og mørkere, end hvad man fx kan finde på Amager. Hvor intentionen med humle-puffet – at fremhæve de frugtige noter – lykkedes meget godt i duften, synes den fraværende i smagen. Aromaprofilen er ret snæver og med vægten lagt på det bitre, næsten smågærede.

Men igen – at den ikke indfrier intentionerne om at være en session-IPA gør den stadig til en mere end godkendt IPA – af den rå krasbørstige slags, ganske vist.

Det skal denne blogger ikke klage over.

4-en-halv-stjerne

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 12. juli 2017 — 10:30

2 Comments

Add a Comment
  1. En “session” øl har en alkoholprocent under 5, så det er vel godt nok at kalde det for en session IPA – især eftersom IPA traditionelt har været til den stærke side.

  2. Nu du siger det. Jeg havde bildt mig ind, at det også hørte til stilen, at den var mere afdæmpet i aromaen. Det vil sikkert også tit følge den lavere alkoholprocent, men behøver det selvfølgelig ikke.

    Min erfaring er dog, at det tit er tilfældet – nogle gange i en grad så det næsten er udrikkeligt. Det var i hvert fald tilfældet for Aarhus Bryghus rædderlige bud: http://www.oelblog.dk/session-ipa-aarhus-bryghus-humle-haengeparti-iv.html

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme