Både op og ned …
Munkebo Mikrobryg er jo endnu et af de efterhånden bedagede mikrobryggerier, jeg indtil nu ikke har prøvet nogen øl fra. Årsag? Vel, der har bare været så mange andre øl, jeg også ville prøve. Men derudover er jeg ikke sikker på, at deres øl har været særlig nemme at få fat på. Ved eftertanke er det et bryghus, jeg har hørt meget (godt) om. Mon ikke det skyldes, at de stod bag årets ølnyhed 2014, hvor de samme år blev kåret til årets bryggeri. Men jeg har ikke spottet deres produkter i hverken supermarkeder eller specialbutikker, jeg har frekventeret på det sidste.
Gad vidst om de måske koncentrerer sig om lokalområdet, når det gælder detailhandlen? Ellers havde de jo en stand ved Copenhagen Beer & Whisky Festival forleden, og de langede kækt en prøve ud, da de erfarede, at jeg skriver om øl. Det skal bryggeriet og ekspedienterne selvfølgelig have tak for.
Ekspedienterne gik i øvrigt rundt med T-shirts med bryggeriets slogan trykt på ryggen. Det lyder “Rigtig øl” og det er jo også ganske sigende. I første omgang kniber jeg det ene øje i, og overser dermed den grammatiske fejl i “rigtig”. Øl er neutrum, og burde derfor hedde “rigtigt” (nå, så overså jeg den sgutte alligevel). Allergladest bliver man dog, hvis man erstatter ‘rigtig’ med sit antonym. Så får man “forkert øl” – og det er der naturligvis ingen, der ønsker. Godt Munkebo understreger, at det ikke er forkert øl, de laver!
Det er derfor ikke så forunderligt, at de vinder prisen som årets bryggeri, når de på det punkt adskiller sig så afgørende fra de øvrige bryggerier i landet, der som bekendt alle laver helt og aldeles fejlbehæftet og inkorrekt øl.
Men uanset hvor korrekte eller forkerte øllene er, så fik jeg altså én til afprøvning på ølmessen. Det er en Imperial Black IPA, og det med ‘black’ er i hvert fald ikke ukorrekt (man fristes næsten til at sige, at det er rigtigt). Brygget er sort som natten, og i øvrigt mere sej i viskositeten end ret mange stouts, jeg gennem tiden har prøvet. Duftindtrykket peger i samme retning med duft af vanille, farin og kaffe. IPA’en lader endnu til at vente på sig.
Den titter lidt mere frem i smagen, hvor man genkender den krasse bitterhed. Ikke desto mindre overdøves den af milde, rare kaffenoter, smagt til med vanille og farinsukker samt et halvtørt, og måske lige lidt for kækt indslag af lakrids.
Lakridsen holder et godt stykke ind i eftersmagen, og det er mens man funderer, om den ikke lige er på den tørre og pulveragtige side, at noget af kulsyren stiger op fra mavesækken og fylder gane, gummer og gab med den lifligste aroma af bergamotolie og appelsin.
Med andre ord er det en egentlig nydelig stout på nedturen, og en næsten nydeligere IPA på opturen. At brygget smager fremragende begge veje – og så oven i købet så forskelligt – er i hvert fald ganske unikt.
Jeg ved ikke, om det er noget, rigtigt øl skal gøre. For i så fald er der godt nok meget øl, der er ukorrekt.
