Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Gl. Carlsberg Porter, Carlsberg




De gode gamle dage …
 
Jeg har frekventeret Toft Vin på Islands Brygge et par gange i løbet af ugen, fordi jeg venter en vigtig sending. Jeg siger selvfølgelig ikke af hvad, læserne må selv holde sig til, så de kan få at se, hvad det er, jeg har gået og ventet på.
Til gengæld skulle jeg jo have en undskyldning for at stikke mit grimme fjæs ind på matriklen så ofte, og hvilken bedre lejlighed er der, end at tage en enkelt én med nu man alligevel er der. Sidst blev det til denne, åbenbart meget gamle øl fra Carlsberg – en porter, hvis recept angiveligt skulle stamme helt tilbage fra 1895. Det skulle ifølge bagetiketten gøre den til Carlsbergs ældste porter. Jeg sikrede mig i øvrigt en bekræftelse på, at der ikke var tale om et etiketbryg, der indeholder det samme som Wiibroe Porter, for man ved jo aldrig, hvad bryggerierne i en lidt for kreativ markedsføringsrus kan finde på.
Ved skænkning (i et passende glas, selvfølgelig) hæver det brune skum sig som kaffemættet fløde over det fuldkommen natsorte skum. Ufiltreret er det dog ikke. Når der kun er en sjat tilbage, er det faktisk muligt at skue igennem det, og der viser det sig rent faktisk at være brunt, og ikke rødt, som man tit ser ved mørkt øl. Brygget emmer kraftigt af traditionel og habil stouthed. Man mærker især ristede noter af kaffe og søde af chokolade, og man overraskes af en humlekarakter, man ofte savner ved kraftige stouts.
Igen er det dog især de ristede noter, man mærker i smagen. Det ristede, det brankede og det lige akkurat brændte. Kaffen dominerer, mens en mundfornemmelse af chokolade sørger for mere end fylde nok til at branketheden kan bære. I eftersmagen mærker man en småskarp lakridskant, der velnok hidrører fra humlen, men som altså antager lakridssmag. I modsætning til, hvad man kan opleve ved egentlige lakridsøl eller visse ekstremøl, bliver lakridsen ikke dominerende. Derimod lægger den sig nydeligt iblandt de andre smagsindtryk, og får det hele til at gå op i en højere enhed.
Efterhånden som brygget får temperatur træder alkoholen på 8,2% mere frem og formår faktisk at brænde en smule på tungen, som en ikke ueffen whisky. Igen blander det nye smagsindtryk sig nydeligt iblandt de eksisterende, selv når brygget ændrer karakter. Brygget balancerer i en grad, så det er en sjælden fryd. Men de meget velafstemte smagsindtryk forhindrer også øllet i at blive noget ganske særligt, og derfor kan den ikke opnå den absolutte topkarakter.
Det er et lille mesterværk fra dengang kvalitet stadig talte mere end kvantitet på Valby Bakke. – Dengang i de gode gamle dage …
I mandags gjorde i øvrigt et af mine allerstørste komikeridoler et par gamle ditto kunsten efter. Rik Mayall er formentlig blevet modtaget med åbne arme af Graham Chapman, flankeret af W. C. Fields, Bob Hope, Marx-brødrene og alle de andre af de allerstørste. For én af dem var Rik virkelig. Jeg fremhæver ham nu, fordi han også havde et par ord at sige om ‘De gode gamle dage’, fra dengang denne øl blev brygget første gang:”Oh yes, I suppose things were pretty marvelous in the Good Old Days weren’t they? Four year old kiddies digging coal … Three year old kiddies … er … digging – coal as well as the four year old kiddies …” (9:28 og frem her)
Ikke bare beundrer jeg ham, jeg er også enig. Skål!
5-en-halv-stjerne




Updated: 10. juli 2016 — 17:59

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme