Harsk Hovedpinefremkalder
Lad mig sige det som det er – det er langt mere spændende at browse trivia om disse spritterøl, end det er at konsumere dem. Om Giraf-øl fra 1962, kan det fx berettes, at det ikke var Albanis modtræk til Carlsbergs Elephant Beer, der blev lanceret tre år tidligere i Danmark efter siden 1955 at have været forhandlet på sydkysten af Vestafrika. Bryggeriet beretter selv, at anledningen var den triste, at Odense Zoos giraf Kalle var død af en forgiftning. For at rejse penge til en ny giraf, lancerede bryggeriet d. 31. august 1962 mærket Giraf Beer, der blev en så stor succes, at Odense Zoo fik råd til hele to giraffer i stedet for én.
Det er jo triumferende og trist på samme tid – alt hvad et sandt drama har brug for. Dramatisk er også øllets alkoholprocent på 7,3, der praktisk taget gør brygget umuligt at nyde i de mængder, det forhandles i, uden at man faktisk bliver småfuld af det. Jeg forstår slet ikke, hvorfor så stærk øl absolut skal forhandles i halvliters-containere. En almindelig 0,33 l.-flaske er mere end rigeligt, og hvis man absolut vil være fuld, kunne man jo drikke to af disse. Som øldatabasen skriver: “Den (Giraffen) var blevet forgiftet. Måske er det netop dét Albani prøver at genskabe i denne stærk-øl?” Det er en bekymring, jeg ikke er utilbøjelig til at dele, da nærværende bryg desværre minder alt for meget om de andre spritterøl, denne blog har taget op til kærlig behandling.
Igen er der grundlæggende tale om en undergæret pilsner, der ved tilsætning af råfrugt (majs) har fået hamret alkoholprocenten op i nærheden af den mellemste stratosfære. Løden er dog lidt mørkere, end det strågule bryg, man ellers kender fra pilsnere herhjemme, og skummet er tættere, næsten flødeagtigt, klæbende og solidt. Duften er ligefrem på samme måde som en knyttet næve er det. Humle og korn lige i fjæset, garneret med en alkoholinduceret tyngde, der allerede gør en småsvimmel.
Smagen er at betegne som besk – fyldigt besk. Det er ikke en tynd eller vandig øl i det mindste. Desværre er vandighed ikke afløst af noget godt, for den fyldige beskhed tipper snart over og bliver harsk. Det sker i eftersmagen allerede efter den første tår, at harskheden klægt klæber sig til gane og mandler.
Læserne vil vide, at jeg ellers holder mægtig meget af bittert øl – IPA er som type en af mine absolutte favoritter, så hvad har jeg egentlig at beklage mig over? Jo, øllet er for ufint og brutalt, bitterhed er ikke nok, og at tro, at der bare skal være meget af bitterheden – så bliver øllet godt, er en misforståelse. Det er som om øllet føles mod tungen på samme måde som en hammer må føles mod hovedet (- en analogi, der passer i mere end én forstand, da jeg også oplevede hovedpine efter at have drukket den) Det er meget godt med saft og kraft – men der er andre måder at levere saft og kraft end ved at banke det brutalt ned i smagsløgene. Kraften kunne også komme nedefra – og i stedet løfte smagen op – højt op, så det ikke kun var alkoholprocenten, der endte i stratosfæren.
Vel – nok snak om en smag, der i grunden ikke er spor sofistikeret og der derfor ikke bør spildes mange flere ord på. En vis sødme bag på tungen formår faktisk at redde en smule, så harskheden i det mindste bliver afrundet og ikke helt umulig at arbejde med. Sødmen virker dog lidt som om, at øllet selv trækker i den nødbremse, der skal forhindre det harske islæt i helt at ødelægge oplevelsen – som om bryggeren selv vidste, at den var gal, og i sidste øjeblik lige fik glattet lidt ud. Det redder selvfølgelig noget, men det er en uelegant, kedelig og sammensat lappeløsning, der efterlader et ufuldendt smagsindtryk.
