Det bliver ved duften …
Regeringen fremturer i disse dage med sin plaskvåde, stangliderlige drøm om at privatisere den danske vandforsyning. Vandværkerne skal nu ejes af aktionærer – gerne fra udenlandske eller multinationale selskaber – for at en lille indspist elite kan score profit af, at vand er livsnødvendigt for borgerne. Hidtil har vandforsyningen været ejet af forbrugerne selv gennem andels- eller interessentselskaber. Men den slags fortrædelig kommunistisk virksomhed til sikring af fælles interesser, som det største regeringsparti Venstre i øvrigt selv var med til at starte i Danmark, kan man selvfølgelig ikke have.
Konsekvensen har vi allerede set i andre lande. For at generere et overskud til aktionærerne sættes prisen op og kvaliteten ned. Det betyder dyrere vand, der samtidig vil være yderligere forurenet af tungmetaller, nitrat og ikke mindst miljøgifte fra det landbrug, samme regering er godt i gang med at slippe alle restriktioner på forgiftning af vores (indtil videre fælles) grundvand over for.
Jeg er generelt bekymret for vandet. Og oveni er der min lille uskyldige interesse for øllet, som jo mestendels – ja, man vil nødigt være ved det, men det er jo ikke desto mindre sandt – består af netop vand. Ud over at privatiseringen vil medføre prisstigninger på vand (der vil gøre i forvejen i tiltagende grad udsatte familiers liv vanskeligere) vil øllet også blive både dyrere og af en ringere kvalitet. Jeg har i hvert fald ret svært ved at tro, at øl, der indeholder flere tungmetaller, sprøjtegifte og gyllerester vil kommet til at smage bedre.
Alle bliver taberne – undtagen regeringens – og socialdemokratiets, viser det sig – venner, der vil grine hele vejen ned til banken, mens de tager sig en tår for os almindelige mennesker ubetaleligt dyrt flaskevand.
Måske kan jeg trøste mig en kende med, at prisstigningen på øl vil ramme det kedelige standardsprøjt – som nu fx. dagens øl – i samme grad som det dyre. For mængden af vand i en ½ liter standardsprøjt, er vel omtrent den samme om i ½ liter højkvalitets specialøl? Det er en ringe trøst, og sikkert også forkert – men man må klynge sig til de halmstrå, man kan finde.
Og apropos standardsprøjt, vil jeg nu igen være tro mod det, jeg som ølblogger ser om mine rødder – det øl, der nemt kan fås i supermarkederne herhjemme, uden at øllet af den grund bliver lettilgængeligt i sådan mere overført forstand.
Men det tror jeg nu roligt, man kan kalde dette bryg. En jævn pilsner, som det er, er den en sen efterfølger til den oprindelige Giraf Beer, der ikke havde navnet på Odense Zoos afdøde giraf, Kalle, som undertitel. Til gengæld var den gamle giraf væsentligt stærkere – på hele 7,3%, mens nærværende dårligt nok kan kaldes en guldøl med sine 5%. Præcis hvad anledningen til relanceringen af brandet er, skal jeg ikke kunne sige. Kanske noget med en anden dansk zoologisk haves løvefodringer med netop giraffer og forudgående partering af samme til stor lærdom og berigelse for landets unge invånere? Men det er selvfølgelig blot spekulation.
Ifølge Untappd skulle der også findes en ‘Sort’ giraf-øl på hele 10%. Den vil selvfølgelig også blive behørigt anmeldt, skulle jeg støde på den ved lejlighed.
Dette bryg lægger hårdt ud med den lifligste – og jeg mener lifligste – humlebouquet allerede ved åbning. Overalt i min ikke helt lille stue kunne pilsnerhumlen og fuslen mærkes – det var ganske vist standard begge dele, men frisk og lækker som selv standard kan være, hvis bare standarden er god. Mysteriet om den vilde aroma tager kun til ved skænkning, hvor brygget viser sig at være overordentligt lyst – vi snakker coronaniveau her, endskønt skummet er endog meget mere imponerende i sin marengscremethed.
Men den lovende olfaktoriske indledning afløses af skuffelse. Brygget viser sig meget snart at være et almindeligt industrielt standardbryg på ondt og kun i meget lille omfang på godt.
Bryggets finish er uendeligt let og krakellerer nærmest ved berøring af mundens smagsorganer. Vores truede vand er ikke bare et medium for overførsel af smagsindtrykkene – det er det dominerende smagsindtryk, sporadisk varieret af en diffus, flad, generisk og først og fremmest industrielt (tung)metallisk humleantydning – måske sammenlignelig med halvgamle paranødder i vandlage. En let sødme af lys sirup kommer til undsætning med en opblødning af bryggets finish i et forsøg på at yde øllet eksistensberettigelse – men desværre forgæves.
Brygget forbliver – på trods af en forjættende bouquet – et generisk, industrielt og mere end noget andet ligegyldigt standardprodukt, hvis fremmeste formål er en hurtig, smagsløs brandert. Få mennesker vil blive frastødt af bryggets markante ligegyldighed, og det ender dermed med at fremstå som en af den laveste fællesnævners mest markante repræsentanter.
Måske den kommer til at smage af mere når regeringen får privatiseret vandforsyningen, og den tager smag af gyllen, sprøjtegiften og tungmetallerne? Det kan næppe få den til at smage af mindre.
