Ginger Beard, Wychwood Brewery

Gi’ ham så’n én og risengrød!

Tilbage i 2012, mens jeg kortvarigt boede i Irland, prøvede jeg ‘Hobgoblin‘ af Wychwood Brewery. Jeg købte den – efter hvad jeg kan bedømme på anmeldelsen – i et supermarked, og ikke i en off-license, hvor udvalget af kvalitetsøl ellers (ikke overraskende) er af en noget højere klasse. Jeg kan huske, at jeg senere var i en Off License, det næsten må have været Jack Carvill & Sons’ på Camden Street, der ikke bare havde dén, men en hel række af forskellige Wychwood-øl.

Det nagede mig dengang, at jeg ikke kunne tage hele striben med. For det var jo Irland, jeg var i og ikke England. Så aldrig om jeg skulle anmelde særlig meget engelsk øl … Jeg skulle have givet den gas, skulle jeg. For irsk specialøl var ikke særlig specielt dengang. Jeg ved ikke om det er blevet bedre siden, og hører gerne fra folk, der ved mere.

Jeg husker tydeligt, at denne også var iblandt Wychwood-udvalget, og at det i særlig grad irriterede mig, at jeg ikke fik prøvet den, når den nu passede til mig på så mange parametre. Helt overordnet elsker jeg øl. Derudover er jeg jo som snydt ud af næsen på ansigtet, der pryder etiketten. Og endelig er ingefær – hvis jeg skulle pege på ét bestemt – nok mit yndlingskrydderi.

Jeg måtte bare håbe, at lejligheden en eller anden gang skulle vise sig igen – og det gjorde den så. Jeg tror, det var i Føtex Husum den anden dag. Med kom den i hvert fald i samme øjeblik, jeg så den.

Ved opknapning kunne brygget dårligt dufte i bedre sam- og ikke mindst bjældeklang med årstiden. Det er den mest autentiske duft af risengrød med smørklat og kanel, der møder gynteren. Lige præcis sådan som jeg forestiller mig Bertel Haarder allerbedst kan lide den (ikke mindst når han viser format og takker nej til et job som ikke engang er ledigt. Intet niveau er åbenbart for lavt for den mands tidligere chef.). Ude af flasken opdager man hurtigt, at flaskehalsen – som en anden flaskehals (ak ja, det er niveauet i dag – affind jer med det) lagde en dæmper på bouqueten og kun lod det krydrede øls sødme skinne igennem. I glasset mærker man ingefærens kendte fyrighed og slimopløsende egenskaber meget bedre.

Det er trods alt ikke en nisseøl – men en rødskægs øl … Og det har evigt og altid undret mig, at ordet ginger både er ordet for krydderiet ingefær – og for en rødhåret person på engelsk. For ingefær er jo for pokker ikke rødt eller orange – why … just why?

Men rødt, eller rettere rødorange er brygget i hvert fald, og matcher både min egen og etiketfigurens ansigtsbehåring forbløffende fint. Vi taler gennemført ginger på flere niveauer – selv skummet er orangetonet. Også smagen er meget gingered – eller på dansk ingefæret … Det må det vel hedde? Det søde indtryk fra flaskehalsduften træder dog mest frem, mens ingefærens kolde ild snarere må betegnes som en fjern glød. Leder man efter den lystigt brændende ingefær, som man finder i britiske ingefærsodavand – eller for så vidt i de mere afdæmpede og derfor til lande som Danmark mere eksportegnede ‘Crabbies’, går man fra flasken med uforrettet sag. Sød ingefær – og sukker – er i front, og giver en fortrinsvis venlig oplevelse, der står i en vis kontrast til det hidsige aromaforløb, som etiketten forjætter.

Dertil kommer, at humlen er noget svag og får brygget til at virke hult jo tættere det kommer på svælget, kulminerende med en næsten vandig finish ved mandlerne. Det tynde efterspil er dog også det absolut værste, der kan siges om en ellers vederkvægende, velgørende og vellykket sukker-ingefær-humle-blanding …

Eller ingefær og ingefær … Gransker man deklarationen vil man opdage, at brygget åbenbart slet ikke indeholder ingefær, men kun aroma – som jeg må gå ud fra er ingefæraroma.

Måske dette er skyld i den lidt for lille flamme? Det til trods har den stadig min anbefaling – både over for læserne og Bertel Haarder.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!