Husker jeg forkert?
Allerførst må jeg komme med en beklagelse. Jeg har tidligere lovet tre anmeldelser af den Aalborgensiske hjemmebrygger Ole Wolfs øl. Jeg har allerede for længst annonceret, at IPA’en desværre var oxideret, da jeg prøvede den. Det samme har vist at gøre sig gældende for en Irish Red Ale ved navn ‘Rød Maling’, tilegnet en navnkundig midtsjællandsk brygmesters (hvis navn skal forblive usagt) uduelige, fordrukne og kriminelle bror, Anders.
Brygget levede ellers godt op til sit navn, når man lige gav det lidt tid. Egentlig så det mere orange ud, men de sidste dråber, der faldt i det snehvide skum, var røde som de utallige hektoliter blod, hvis udgydelse Anders i sine forskellige hverv har været aldrig så medvirkende til.
Vel – anmeldelsen af øllet må læserne have til gode, for jeg vil ikke anmelde øl, der af den ene eller anden grund – her formentlig Post Nords håndtering – er blevet ødelagt. Men den medfølgende tirade skulle I ikke snydes for.
I stedet har jeg valgt at tage kapslen af en genganger fra årets festival i Lokomotivhallen. Selvom jeg egentlig prøvede at gå uden om, faldt jeg som bekendt alligevel i, og prøvede et par IPA’er. Blandt andet denne, der er speciel idet den er fra Tyskland. Det er den første tyske IPA, jeg nogensinde har anmeldt, og mon ikke den også en af de første tyske IPA’er overhovedet? Mikrobrygbølgen er først så småt ved at tage fat i det store land mod syd, hvis ølkonservatisme har holdt innovationen i et årtierlangt kvælertag, mens resten af Europa – og Verden – kun har bevæget sit i én retning, ølkvalitetsmæssigt – nemlig opad.
Dette første – eller et af de første – spæde skridt mod at lave andet end jævnt (læs: kedeligt) pilsnerøl og Weißbier bærer mestendels præg af lidt famlen. Brygget ser da fint nok ud – mørkere end jeg husker det, uden at det behøver have nogen betydning. Duften er dog noget mere tilbagelænet end erindret. Man mærker næsten ikke humlen. En indrømmet både rar, fyldig og frisk odeur af fløde melder sig – men lige lovlig henslængt og nonchalant.
Smagen er vitterlig også noget afdæmpet. Umiddelbart bider man mest mærke i de frugtige noter af appelsin, mens bitterheden holder sig i baggrunden med lidt diskret fyrretræssavsmuld, der har ligget lidt og er blevet fugtigt.
Her er det måske på plads med et forbehold. IPA’er smager bedst friske, og ligesom Albanis Mosaic IPA kan det sagtens være, at Cambas IPA bare har stået lidt længe, så det friske er gået af den.
Dét eller også har tyskerne bare stadig rigtig meget at lære, når det gælder andet end pilsnerøl og Weißbier.
