Undtagelsen …
Gavnøs øl er fast inventar på Irmas hylder med fermenterede humleprodukter, og jeg har længe haft kig på dem, og tænkt: Dem … Og nu har jeg endelig fået gjort noget ved det. Deres Stout er købt, smagt og hermed anmeldt.
Bag Slotsbryggeriet Gavnø står slægten Reedtz-Thott “der med sikker hånd værner om stedets historiske værdi og sikrer, at et af Danmarks smukkeste herregårdsanlæg byder tusindvis af gæster velkommen år efter år” – såvidt øllets etiket. Reedtz-Thott-klanen har fx for nogle år tilbage budt besøgende velkommen med en strømførende gitterlåge bevogtet af en olm tyr, og Baronens bror værner som aktiv rallykører desuden om skønhed og miljø rundt om i landet ved at forpeste begge dele med lige dele luft- og støjforurening.
I sandhed et ægte adeligt slæng, der ikke holder sig tilbage med at anprise egne fortræffeligheder op og ned ad etiketten, mens virkeligheden måske ser lidt anderledes ud. Huske skal man også, at det uovertrufne slotsbryggeri Føniks havde adresse på Gavnø, og at en konflikt med baronen blev medvirkende til det ellers lovende mikrobryggeris endeligt.
Vel, meget kan der siges om Reedtz-Thott-klanen, men det skal man jo ikke holde imod øllet, der allerede i flasken gør et godt visuelt førstehåndsindtryk. I bunden af flasken forefindes en sand mudderpøl af restgær, der alene formår at rydde alle varsler om adelig fisefornemhed af banen. Ved skænkning viser brygget sig også at være ganske uigennemskinneligt, og skummet højt, flot og – etiketten lyver ikke – nøddebrunt. Det starter brusende og falder så til ro i en solid, fast og cremet skumkrone. Duften halter ikke efter det pletfri udseende. Flødekarameller blander sig med ristet kaffe og et lille skud cognac.
Det er en meget sød stout. Chokolade og mellemristet kaffe fylder flødefyldigt mundhulen sammen med en blød, mild alkoholfylde af smooth whisky. Her er der ikke tale om en skrap Oban, Talisker eller en Islay Malt. Det er Speyside … Ja, det er i virkeligheden nok den mest smooth whisky jeg kender – fra Glengoyne-destilleriet nord for Glasgow, hvor de rister malten over naturgas – ja, så smooth er det ledsagende whiskyelement. Ved mandlerne mærker man sluttelig en pikant bitterhed af grannåle, der på trods af, at det stikker ud i forhold til resten af det runde, bløde og venlige bryg, alligevel komplimenterer det samlede billede ganske elegant.
Pragtfuldt, gennemtrængende og meget meget mildt. Den er slet ikke så farlig som baronens olme vagttyr. Den er som en stor, gammelkælen og turbospindende norsk skovkat på skødet foran en buldrende pejs. Ja, sådan føles Gavnøs Stout … indtil man gør det nødvendige …
For der står ganske vist på flasken “Øllet er […] ufiltreret og kan derfor indeholde bundfald”. “Kan” er som antydet en underdrivelse. Men hvor er det skønt, at bryggeriet ikke tilføjer den evige smøre om, at man endelig ikke må agitere flasken, fordi man så risikerer at få den slemme, modbydelige, drilagtige restgær med op i glasset. Så undertegnede agiterer selvfølgelig flasken grundigt, og hælder glad og fro den mudrede bundsjat – det der normalt gør øllet rigtig godt – op i det lækre flødebryg.
Og det … var så ikke så godt. Det søde karamelchokoladebryg forvandles til en syrlig gærgrød, der ikke kun ligner mørkt mudder, men også føles lidt sådan. Det bliver aldrig det samme igen. Bryggets fine, bløde og rare smag ødelægges når restgæren tilføjes. Gavnø Stout
er undtagelsen, der bekræfter reglen. For det meste skal restgæren med oven i brygget, men altså ikke her.
Det er en mindre streg i regningen, at brygget faktisk ødelægges ved at restgæren hældes ved. Men det rokker ikke ved, at man uden restgær får en næsten uforglemmeligt behagelig øloplevelse.
