Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Gamle Carlsberg Lager Øl Kiøbenhavn, Carlsberg

2014-07-17 14.06.55Lige en hurtig én …

Jeg var lige nede på det hemmelige sted i dag sammen med min gode ven Gedved. Vi har ikke set nok til hinanden siden fodboldsæsonen sluttede, så der skulle lige følges op på nogle ting og snakkes om nogle andre.

Det skete som det er set før over nogle gode øl, der sædvanligvis blev leveret af Biksen. Det var egentlig ikke meningen, at jeg ville have prøvet nogen nye øl i dag (for så skulle de jo anmeldes) men da jeg bad Gedved om at hente mig en Gl Carlsberg Porter, vendte han tilbage med den her … Og så var der jo ikke andet at gøre, end at sige Gedved tak for skænken, og finde optageren på mobiltelefonen frem. Mit noteshæfte troede jeg jo ikke, jeg skulle få brug for, så det var jo ikke med.

Vel – der fulgte ikke noget glas med, så den er nydt lige ud af flasken og lige ud af køleskabet. Tidligere ville jeg have sagt, at øllet blev anmeldt med forbehold, og at jeg måske ville vende tilbage – men nu ved jeg bedre. Det kommer nok næppe til at ske, og what you see is what you get, eller hvad det nu hedder på nudansk. Så den visuelle (og olfaktoriske – jeg gik lige til patten) beskrivelse må læserne være foruden.

Det er trods alt også smagen, der er vigtigst. Den er selv for en køleskabskold, undergæret øl i en flaske ganske markant fra starten. Det første, man bemærker, er den bittersøde smag af friske valnødder på bagtungen. Den vokser til bitre hasselnødder i eftersmagen, og det endda helt uden at det slår over og bliver harskt. Det er først, når man har nydt det bitre efterspil i et lille stykke tid, at man begynder at smage efter, om der er også er noget smag at finde i resten af mundhulen, og man bliver ikke skuffet.

I mundens forende mærker man også bitterhed, men det er af en noget anden karakter, nemlig af kaffe. Fyldig kaffe endda, og alligevel aldrig så markant, som man fx ville opleve det i en kraftig stout. Den maltede fylde er netop stor nok til at brygget ikke føles tyndt, og alligevel så lille at øllet på en højsommerdag som i dag fortsat virker forfriskende (- eller var det mon køleskabstemperaturen, der gjorde det?) Et elegant skud af sirup nøje velafstemt med bitterheden leverer den nødvendige fylde.

Først og fremmest en velafstemt variation over forskellige bitterhedsformer, og det er alt i alt ganske godt gået. Sammen med Gl Carlsberg Porter udgør de to et udvalg af ‘øl fra gamle dage’. Om de nu virkelig smagte sådan – også i gamle dage, har jeg min tvivl om. Men i vore dage kan de i hvert fald formå at gøre denne ølblogger glad. Og det er altid noget.

4-stjerner

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 11. juli 2016 — 00:42

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme