Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

G for Grapefrugt Shandy, Harboe

2016-04-03 17.38.33Mere som vi kender dem …

Fra en overraskende vellykket pilsnershandy … radler … whatever – med citron, og over til en hvedeløl med grapefrugt. Første spørgsmål, som min lille, plagede aspergerhjerne må strides med er, hvorfor mon ‘citron’ partout skal oversættes til ‘lemon’, når grapefrugt for lov til at forblive grapefrugt?

Er grapefruit bare et så meget mindre sejt ord end grapefrugt, selvom der kun er ét sølle bogstav til forskel? Og jeg tænker også på folk, der ikke er gode til engelsk – hvorfor er det så ordet for citron, man vælger at lave helt om, i stedet for at bevare det engelske ord, de fleste der ikke kan engelsk, vil kunne genkende med lethed?

Svaret må blæse i markedsføringsbrisens uforudsigelige vinde. Men i det mindste giver det da mig anledning til at skrive det lille eventyr, der helst skal ledsage mine anmeldelser, for at de også bliver underholdende – hvis ikke ligefrem vedkommende (… okay – kun underholdende) at læse.

Brygget matcher i forbløffende grad emballagens kulør. Frugtkødet er formentlig blended, mast, slynget og på anden vis molesteret – men det er med, og det giver brygget en tæthed som gamle appelsin- eller abrikossodavand.  Grapen møver sig anmassende frem i duften, så man fristes til at håbe på en gentagelse af citronshandyens relative succes.

2016-04-03 17.39.59Smagen er imidlertid ganske tam. Sukker, og ligegyldig grapeessens sjosker uengageret henover smagsløgene, gennemblødt af alt for meget vand. Syntetisk smag og stikkende syrlighed er der også mere af end i citronudgaven. Bryggets hulhed er i øvrigt kendetegnende for hvedeøl, der synes at være det foretrukne medie, når det er grape, der skal blandes i. Hvorfor egentlig ikke prøve at blande grape og pilsner? Hvem ved, måske det faktisk ville fungere?

I betragtning af den store mængde vandsmag i brygget, kan det selvfølgelig ikke nægtes at besidde visse tørstslukkende egenskaber. Bryggets deraf følgende spinkelhed – og – den lange liste af tilsætningsstoffers uheldige indflydelse gør imidlertid, at brygges ikke med rimelighed kan kaldes mere end kedeligt.

1-en-halv-stjerne

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 11. juli 2016 — 20:20

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme