End ikke til novemberheden …
November måneds hedebølge er over os. Man skal kigge langt efter temperaturer under 10 grader, selv om natten, så vinteragtigt vejr er der lange udsigter til. Jeg står imidlertid på spring til at starte årets juletema, og må derfor lige igennem det meste af det lager, jeg ellers har i køleskabet. Jul bliver det uanset vejret, og derfor må jeg se stort på, at de øl jeg prøver, måske ikke helt passer til det aktuelle vejr.
Old Winter Ale skulle være en ‘Winter Warmer’ ifølge Untappd. Jeg synes imidlertid betegnelsen er så tåbelig, at jeg ikke vil bruge den. I stedet vil jeg kalde typen ‘vinterøl’, så jeg også undgår, at det hele drukner i anglicismer. Brygget blev dog stadig åbnet i forventning om varm fylde, sødme og gerne krydrede indslag af anis og lakrids.
Og bryggets lød minder bestemt også om den mørke tid vi allerede er gået i møde med normaltidens indtræden. Oven over det rødbrune bryg tårner sig en krone af højgyldent, fedtet skum, der kun modvilligt brækker i stykker og efterlader klæbrige fnug på glassets inderside. Duften er lovende sød af farin og mørk malt.
Skuffelsen må vente til man sætter glasset for munden. Ringe fylde, knapt nogen krydderier og ingen sødme. Det første indtryk er gæret, men slår dog snart over i en bitter smag af frisk træ. Malten titter spagfærdigt frem i periferien af munden, men bliver holdt i baggrunden af et bitterheden, der i betragtning af øltypen er alt for anmassende.
Gæren fortsætter i eftersmagen, hvor den klæber sig til mandler og gummer. En syrlig bismag af umodne solbær gør både oplevelsen mere forvirrende og så meget desto mindre en nydelse. Det forbliver mig desuden en gåde, hvordan det bitre, småsure og gærede skulle være særligt rart i vinterkulden. Det er lige før jeg ville mene, at det snarere føjer spot til skade.
Retfærdigvis skal det siges, at brygget vinder lidt ved at få noget temperatur. Så træder malten endelig lidt mere frem, og en let sødme af karamel indfinder sig. Det bliver dog aldrig nogen øl at varme sig på, at bitterheden forbliver et forstyrrende element i en mest af alt forvirrende forestilling. I en anden sammenhæng kunne bitterheden i sig selv have været god – men ikke i denne sammensætning.
Men i det mindste kan man da ikke beskylde brygget for ikke at smage af noget. Mest af alt mangler det bare at smage godt.
