Mere nyt og spændende end godt …
Her på det sidste har jeg jo rigtig været omkring at prøve det nyeste af det nyeste og det hipsterste af det hipsterste. En limited edition fra Frejdahl og en fadlagret limfjordsporter og hvad har vi? Og det fortsætter! I weekenden var jeg et smut forbi Café Langebro, der holdt et kæmpe arrangement i anledning af øllets dag. Overalt på den lille plads på Islands Brygge var der stande for lokale bryggerier – nåhr ja, og Hancock, der ikke ligefrem er lokale. Men alligevel var det dem, der langede de fine lange glas ud, som man bagefter kunne bruge til smagsprøver.
Jeg havde mine børn med, så det kunne ikke blive til det helt store. Jeg tog imod en anbefaling fra nogle gamle studiekammerater, jeg stødte på. De havde prøvet øl fra et helt nyt bryggeri på Nørrebro. PhenoMenAle, hedder det. Og det er jo både kækt, ordspilsagtigt, og en lille smule småmistænkeligt kønsspecifikt. Hele tre ting på én gang – som et kinderæg.
Jeg valgte at vælge sikkert, så det blev til det nye, friske bryggeris IPA. Brygget skummer ikke meget, og holder en for IPA ret lys lød. Duften gør intet større væsen af sig, holder sig i det friske, cremede hjørne. Humlen holder sig en smule i baggrunden, hvilket ærligt talt ikke er specielt lovende for en IPA.
Smagen er da også ganske mild. Mundfornemmelsen er cremet, ligesom bouqueten, og søde noter af sirup og honning træder snart mere frem end den bitre humle. Lader man brygget hvile lidt, melder de friske grannåle sig da også endelig, og bitterheden tager til i eftersmagen med aroma af hassel- og paranødder.
Den udprægede IPA-smag er tæt på kun at være antydningsvis. Bitterhed af større kaliber er fundet ikke bare i amerikanske Pale Ales uden ‘I’ foran, men også i europæiske pilsnere. Det er ikke fænomenalt. Det er heller ikke vildt godt. Det er nok højst bare godt. Spændingen ved at prøve noget af det nyeste af det nyeste overgik klart bryggets kvalitet. Ja, man fristes næsten til at sige, at det er overraskende, at noget, der var så nyt faktisk kunne smage så meget af noget, man havde prøvet så mange gange før.