Småkedelig rollebytning …
Så falder temperaturerne igen, og denne gang tror jeg, det er for alvor. Så nu ryger den sidste sommerfrugtøl ned før vinteren sætter ind. Jeg glæder mig allerede til den dunkle tid og den tunge, kraftige vintermad. Godt med rodfrugter, mørkt kød og – mørke øl!
Men de må vente lidt endnu, mens jeg lapper den sidste rest sommer i mig. En lyserød sag med akkurat lidt fyldigere barbiedukketøjfarvet skum, end man ser hos røde sodavand. Farven på selve brygblandingen matcher ‘sød blandet saft’ på karton fra de dybe firsere, og så har det måske alligevel en mørkere kulør af solbærrene. Det er også dem der mærkes tydeligst i duften og allerede her lover det bedre end sidst en blanding af mørke bær og øl blev testet på bloggen – en lettere fesen oplevelse fra samme bryggeri, som jeg selv er overrasket over at kunne huske.
Og smagen er da også kraftigere end hint bryg fra sidste år. Smagen er gennemtrængende af solbær og som sådan lækkert – for en solbærdrik at være. Det fremgår af etiketten, at brygget er en blanding af 50% øl og 50% solbær/skovbærlæskedrik. Om der er tilsat sukker fremgår ikke, og jeg har faktisk min tvivl, da brygget mangler lidt af firsersaftens ellers overdrevne indhold af sukkerfylde. Især i betragtning af, at brygget til gengæld er tilsat sødemidler. Ja, sødemidler, og hvis man vil lære smagsforskellen på rigtigt sukker og sødemidler at kende, er dette produkt et fint sted at starte. Selvom sødmen ikke ligefrem føles syntetisk mangler sukkerets fylde. Og så er vi end ikke nået til, hvad sødestoffernes kemi mistænkes for, og det orker jeg heller ikke en længere smøre om lige nu.
Smagen er skrøbelig og hul – men selve solbærindslaget er da til at få øje på, og mærkbart bedre og mere interessant ind citronindslaget i foregående frugtøl. Dermed er rollerne fra sidste år byttet om. Bær-brygget vinder over frugt-brygget, hvor sidste års grape-sodavandsøl vandt over bærrene ikke bare med hestehoveder og længder, men med flere omgange. Så tæt er løbet dog ikke denne gang. Også i dette bryg er øllet gemt håbløst væk, men det skader i mindre grad, idet et kraftigere humleindslag ville ødelægge den relative harmoni og enhed brygblandingen trods alt kan præstere.
Men det varer så heller ikke ved. Efterhånden som brygget tømmes mærker man øllet mere, og disharmonien bliver en realitet. Brygget forbliver dog, disharmoni til trods, mere interessant end det foregående, simpelt hen fordi det smager af mere, og man ikke i samme grad fristes til at hamre det hele ned på én gang bare for at slukke tørsten. Dette brygs sejr over det foregående skal til gengæld hverken måles i længder eller hestehoveder, endsige omgange.
En måling i Ångstrøm ville være mere passende.
