Hvis nu man gangede op …
Jeg føler mig efterhånden som en uvorn skoleknejt fra engang i 30’erne eller 40’erne, hvor meningsløst arbejde var den foretrukne afstrafningsmetode hos de lærere, der ikke ligefrem slog børnene. Således er jeg blevet tvunget til at skrive den samme anmeldelse nogle og tyve gange, for det bliver vitterligt sværere og sværere at pille forskellene på de mange tyske pilsnerøl fra julekalenderen ud, og udbrede mig om dem. Det eneste der mangler er, at jeg skal skrive vokalerne med rødt og konsonanterne med blåt.
Men jeg må vel til det. Freiherrn Bier er en klassisk tysk pilsner – ren som nyfalden sne, og omtrent lige så fuld af smag som samme i smeltet tilstand. Duften forjætter ellers en adækvat humleoplevelse med en uforfalsket bitter duft af frisk halm, bakket op en i øvrigt halmfarvet lød og snehvidt skum.
Men smeltevandet dominerer ikke desto mindre. Man fryder sig kortvarigt ved brygget første kontakt med gummer og gane, for her prikker en klassisk, tør pilsnerbitterhed ellers lovende. Det er en dejligt sprød bitterhed. Men med sprødhed kommer også skrøbelighed, og meget hurtigt kollapser bitterheden under et alt for tungt tryk af vand, der med ét maser bitterheden til pindebrænde.
Bitterheden vender dog spagfærdigt tilbage i eftersmagen, hvor den klistrer sig lidt til især mandlerne, men det bliver aldrig spændende eller godt. Igen er bryggets tørstslukkende egenskaber det eneste, der udmærker sig.
Den sprøde bitterhed i begyndelsen kunne, hvis den blev forstærket og forstørret – måske ti gange, og hvis den så gad holde gennem hele brygoplevelsen, ja så ville man måske have en god IPA.
I stedet må man igen nøjes med en næsten ekstremt middelmådig tysk standardpilsner. – Endnu én.
