Så galt er det heldigvis ikke …
Dagens bryg holder 7,9% og er dermed faktisk det første jeg prøver fra Tyskland, der ligner en spritterøl. Stilen – den ekstrastærke pilsnerøl er dog udbredt syd for grænsen, og går der under betegnelsen Dortmunder. Men den slags kan man jo slås om i en uendelighed, så lad der være fred om det for nuværende.
Navnet, til gengæld, minder mig om et digt af den tyske nationalromantiker Heinrich von Kleists digt, “Germania an ihre Kinder” hvor det ellers ikke går fredeligt for sig. Mage til krigeriskhed skal man til vore dages USA, Israel, DAESH eller inderkredsen om tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen for at finde mage til. I alt sin korthed fortæller digtet, hvordan det tyske folk rejser sig for at give de angribende franskmænd under Napoleon sådan én på sinkadusen, at det kan høres både i Rusland og det endnu ikke hungersnødramte Irland.
Der bliver ikke lagt fingre imellem. I femte strofe går den gode Henrik bersærk i en blodrus, idet han beskriver hvordan ligene af fjenderne skal inddæmme og omkranse floderne Rhinen og Pfalz. De ligopdæmmede floder skal bagefter udgøre det nye stortysklands grænser:
“Alle Triften, alle Stätten
Färbt mit ihren Knochen weiß;
Welchen Rab’ und Fuchs verschmähten,
Gebet ihn den Fischen preis;
Dämmt den Rhein mit ihren Leichen,
Laßt, gestäuft von ihrem Bein,
Schäumend um die Pfalz ihn weichen
Und ihn dann die Grenze sein!”
Det store spørgsmål er nu, om brygget monstro smager lige så fælt som flodvandet gør, efter at være blevet dæmmet op med lig.
Jeg ved ikke meget om den slags, men umiddelbart ligner brygget øl, og ikke dødsekskretioner. Det er ganske lyst, hvor spritterøl ikke sjældent er gyldne i løden. Skummet er kridhvidt, og næsten krystallisk i sin konsistens. Det er som om boblerne snarere knækker end sprænges. Duften er heller ikke som jeg ellers har hørt lægestuderende beskrive lugten af lig. Næh, her breder den lifligste humleduft sig med mindelser om frisk hø – og måske endda også lidt, der har ligget lidt for længe og lidt for fugtigt. Men sådan må øl gerne dufte.
Og smagen er endnu en nitte – hvad krig, ødelæggelse og død angår forstås. Også her finder man uforfalsket, frisk og simpel pilsnerhumle. Det klæber sig til alle smagsløg, krast, men ikke harskt, og i betragtning af alkoholprocenten i øvrigt overraskende usprittet. Det er snarere den, der ikke uelegant giver brygget dets klæbrige fylde.
Så det er slet ikke så slemt endda, og de grimme associationer blev gjort helt og aldeles til skamme. Germania er trods alt andet end et Kleist-digt, og heldigvis da for det. I øvrigt formår brygget at imponere flere end de andre spritterøl, der indtil videre har været behandlet her på bloggen, og det er da heller ikke så ringe endda.
