Det behøver ikke være voldsomt …
Overskuddet til at anmelde er igen helt i bund. Jeg ernærer mig ved dagpenge og som daglejer hos diverse vikarbureauer med arbejde, der gør at jeg er totalt og fuldkommen udbrændt, når jeg kommer hjem. Oven i købet skal jeg så binde an med jobcenterets krav om ansøgninger og møder, der aldrig fører nogen vegne, og kun øger mit stressniveau.
Jeg skal samtidig binde an med en absurd regering, der for at dække over upopulære beslutninger (*host*)mink(*host*) endnu engang skruer gevaldigt op for racismen. Som det eneste vestlige land vil Danmark nu sende flygtninge tilbage til massemorderen og krigsforbryderen Assads borgerkrigshærgede Syrien. Min holdning er klar – blodet fra enhver flygtning der mister livet som led i regeringens racistisk motiverede etniske udrensning er på Mette Frederiksens og Mattias Tesfayes hænder. Hvis der skal finde et retsopgør sted mod regeringen Mette F. når magten engang skifter, burde det ske ved et internationalt tribunal for politikere, der har samarbejdet med det kriminelle Assad-styre og andre krigsforbrydere fra Syrien-konflikten.
Men det har nok lange udsigter eftersom kun tre partier og en håndfuld løsgængere er de eneste der spagfærdigt vover den mindste smule kritik af regeringens racistiske amokløb. Nej, der er ikke noget at sige til, at humøret driller igen.
Men når jeg så endelig får sat mig til tasterne, mærker jeg til gengæld snart, at glæden ved at anmelde er nogenlunde intakt. Det er den følelse, jeg skal holde fast i og minde mig selv om, når anmeldelseslysten svigter.
Det er ved at være et stykke tid siden, at dagens øl blev afprøvet. Til gengæld dvæler oplevelsen et stykke tid i erindringen – for den evne har rigtig gode øl som denne. En Double India Pale Ale skal man til gengæld også klokke gevaldigt i det med, for at det kan gå helt galt, og det har tyske Fuerst Wiecek med al tydelighed undgået. IPA og andre ikoniske typer fra ølrevolutionen er ellers ikke noget, tyskerne gør det meget i. Og når de gør det, når oplevelsen aldrig rigtig de helt store højder.
Indtil nu, hvor denne lille perle gør alle forudgående halvhjertede brygforsøg fra tyskens side til skamme. Det tætte, lyse bryg dufter perlende og forfriskende af grannåle og søde citrusfrugter, som kun de vildeste amerikanere og amagerkanere kan gøre det.
Bag læberne byder brygget på en nydelig, pikant og forfinet gentagelse af det, man mødte i duften; grannåle, lime og en smule citron. I modsætning til, hvad man gerne møder på den anden side af Atlanten (og Københavns havneløb) rammer aromaen ikke som en knytnæve. Den melder sig fyndigt og paraderer stolt henover smagsløgene til udelt glæde og begejstring – men uden kanonader eller anden dekadent og overflødigt føren-sig-frem.
Bryggeren har fundet det aromatisk strengt nødvendige, og for det er der skruet op, så det er en fryd – men uden at det bliver overdrevent eller på anden måde for meget.
Tyskerne kan også brygge revolutionsøl … omsider efter så mange år er de endelig kommet efter det. Lad os så bare håbe, de også holder fast og ikke falder tilbage til fordums konservative pilsnerkedelighed.
