– SÅ god er den heller ikke
Jeg var til et af årets store sækkepibe-arrangementer her i weekenden, nærmere betegnet The Copenhagen Winter Competition, der dette år blev holdt i Vangede. Frem for at sove dårligt på et koldt skolegulv, lånte vi min fars hus i Hvalsø, og m far har altid gode øl på lager primært fra sit favoritbryggeri, det nordtyske familiebryggeri Flensburger Brauerei. Iblandt dem var denne øl, som min far ved tidligere lejlighed har betroet mig, han er begyndt at finde for bitter. Det er til gengæld næppe tilfældet for Ekstra Bladets anmelder, der d. 12 januar i år gav den topkarakteren 6 stjerner.
Så et eller andet sted mellem “fuldstændig sindssygt god” og “for bitter” ligger dagens øl, er der noget, der tyder på. Det er (næppe til den store overraskelse) ikke første gang, jeg prøver en Flensburger Pilsener. Jeg husker den da også som mere bitter end pilsnerstandarden herhjemme – men er al’ kvalitetsøl ikke i virkeligheden det? (Bortset fra sødt øl, selvfølgelig.) På den anden side husker jeg den bestemt ikke som så exceptionel, som Ekstra Bladets anmelder antyder, den er.
Udseendet er der i hvert fald ikke noget exceptionelt ved, omend det er ganske godkendt – gyldent med fyldigt, klæbrigt skum. Den har en skarp, ren og ukompliceret duft af humle og korn.
Det er vitterligt også en dejligt bitter pilsner, der ikke er bange for at gå linen ud. Jeg synes dog bestemt ikke, at den er for bitter, selv om jeg da godt kan mærke, at den slår hårdere til de bagerste smagsløg, end hvad man er vant til fra pilsnerne herhjemme. Men det skal endnu engang understreges, at dette er mere reglen end undtagelsen med statsløst – undskyld dekonstruktionen i anledning af ministerfyringen – uden-landsk øl. Bitterheden ender nemlig ikke med at blive kradsbørstig eller harsk, men forbliver sin styrke til trods blid.
Øllets humlede bitterhed er meget ren – der er hverken metallisk eller syrlig bismag, faktisk er der ingen bismag overhovedet – der er kun den rene, hårde, nordtyske pilsnerbitterhed, når den er bedst. Den kan tilmed nydes længe efter at der er drukket ud i eftersmagen.
Og når det så er sagt, er der stadig hist og her nogle ting, der kunne have været bedre. Selvom renere ølsmag vil være svær at finde, byder en Flensburger Pilsener ikke på nogen som helst overraskelser overhovedet. Det er en pilsner med knald på, men den er hverken sofistikeret eller usædvanlig, og ender dermed med at mangle noget suverænitet i forhold til andre gode pilsnere.
Så 6 stjerner får den ikke hos mig. Jeg er selvfølgelig glad for, at øllet kan vække begejstring hos anmelderne herhjemme, men at Ekstra Bladets anmelder er så kompromisløst begejstret kunne pege i retning af, at han ikke alt for ofte får smagt rigtig godt øl, og derfor forveksler dette med øl, der trods åbenlyse kvaliteter alt andet lige ikke er mere end bare godt.
