– Hvis nogen kan …
Flensburger-bryggeriets Weizen-bier var ikke mange sure sild værd – måske et par, fordi smagen godt kunne minde en kende om det – men så heller ikke mere. Man siger om klamphuggere, der undtagelsesvist laver godt håndværk, at en blind høne også kan finde korn. Det omvendte gør sig også gældende, men mig bekendt findes der ikke et passende mundheld dertil. Skulle de eksistere, tager jeg imod dem med kyshånd, og eventuelle nye forslag modtages lige så gerne.
En kende skeptisk ville jeg nok også være overfor Flensburger Gold, hvis jeg havde prøvet Weizen lige før, og ikke havde prøvet Gold før. Jeg skylder måske at fortælle, at jeg faktisk ikke havde prøvet Weizen før forleden aften, hvorimod jeg med glæde har drukket Gold langt ud på de lange, varme sommeraftener.
Gold er en lys pilsner. I Danmark ville den formentlig bare blive betragtet som en regulær pilsner, fordi vi herhjemme reelt anser lys pilsner for at være standarden. I Tyskland, derimod, skelner man mellem Pilsener og helles, førstnævnte er lige en tand mørkere, formentlig på grund af kraftigere maltning end sidstnævnte. I Danmark kender man ganske vist til en lysere udgave af pilsneren i form af den mexicanske Corona, og de mere eller mindre som vand camouflerede pseudoøl Tuborg Lime Cut og Kay-Sar. Men pointen er den, at den danske standardpilsner svarer nogenlunde til det tyske ‘helles’ og førnævnte pseudoøl er endnu tyndere.
Og så kunne man spørge, hvorfor Flensburger Brauerei, der om nogen mestrer kunsten at bringe det bitre frem i øl på den velgørende og vederkvægende måde, skulle lave en lysere øl? Det skyldes, at helles faktisk er et stort hit og en selvstændig stilart indenfor øl i det store naboland mod syd. De betragtes som sommerøl, og der spares gerne en smule på humlen, så øllet netop ikke bliver for bittert, men derimod bliver godt til at slukke tørst.
Som sådan svarer Gold fra første færd godt til denne overordnede karakteristik. Den klare flaske afslører en lys pilsnerfarve, der mestendels er gul. Alle alarmklokker klemter naturligvis allerede på grund af den klare flaske, og selvom jeg har drukket denne øl mange gange før, tager jeg mig altid i at tvivle på dens kvaliteter, netop fordi flasken ligner en sodavandsflaske. Når øllet hældes i glasset melder der sig endnu et dårligt varsel – skummet er kridhvidt og skrøbeligt, men kigger man ordentligt efter, vil man opdage, at det klæber så fint så fint til glasset, og man er allerede klar til at tilgive den det meste.
Og man skulle ikke tro det, ud fra dens uprætentiøse ydre, men der er faktisk rigtig god smag i den. Det er en dejligt forfriskende øl, ledsaget af en rigtig god bitter humlesmag, der også er meget ren og ukompliceret – nærmest hård i det. Styrken i smagen er nok lav, men hvad den taber udadtil vinder den indadtil i kvalitet. Det er ikke en øl, der smager af meget – til gengæld smager den rigtig godt! Bitterheden melder sig som mild dis i hele mundhulen, og koncentrerer sig efterfølgende ved mandlerne. Der bliver den ikke længe, men det betyder til gengæld at øllets tørstslukkende egenskaber bliver bedre.
Men ‘helles’ bliver aldrig min kop øl generelt. Det er mig altså lidt for vandigt og ubittert i det lange løb, (selvom enkelte meget varme sommerdage kan legitimere deres eksistens fra tid til anden. Flensburger Gold er dog nok det nærmeste jeg kommer på en undtagelse fra denne regel. Med den gode bitterhed intakt yder den bestemt stilarten en sjælden ære og værdighed.
Bor i Danmark. Hvor køber jeg Flensburger Gold i Danmark?