Bagjule-tam-tam II …
Engang for længe siden før jeg begyndte at skrive ølblog, tog jeg en alkoholfri januar måned. Anledningen var vel foregående måneders hæmningsløst dødsdruk (en disciplin, jeg også for længe siden lagde helt på hylden) og jeg ville se, om jeg kunne lade helt være med at drikke alkohol, hvis jeg en dag skulle beslutte mig for det.
Så vidt jeg husker lykkedes det vist ganske godt. jeg rørte ikke alkohol, og gik endda ikke fuldkommen druk-amok 1. februar. I løbet af januar måned var jeg desuden en tur i Tyskland med min far, hvor vi besøgte min onkel og tante. I den anledning prøvede jeg denne alkoholfri øl, der også var at finde blandt de øl, min far tilbød til bagjule-tam-tam d. 28. Det var et fejlkøb fra hans side. Nogen havde listet to Frei og en Radler ned i den kasse, som min far ellers troede var fuld af Flensburger Winterbock (som jeg glemte at tage en af med hjem, selvom jeg havde fået lov – damnation!) – sådan nogle varyler!
Men sjældent er noget så slemt, at det ikke er godt for noget. Det gav mig således lejlighed til at anmelde Flensburgers alkoholfri bryg. Jeg er generelt begejstret for Flensburgers øl, og havde derfor en smule højere forventning til deres ‘Frei’ som jeg da også husker som jævnt vederkvægende hine dage på vandvognen.
 |
Visuelt overgår brygget – eller i hvert fald skummet – langt forventningerne. Det klæber i stride linjer vandret på glassets inderside efterhånden som brygget hældes i halsen. Selve brygget er lyst korngult, og som sådan overrasker det ikke, men skumdannelsen er som antydet til topkarakter – ikke bare i betragtning af, at det er en alkoholfri øl, men for øl i det hele taget. Duften er svag, men ikke ligefrem svær at spore. Den dufter af jævn standardpilsner, og det er til gengæld imponerende i betragtning af, at der er tale om en alkoholfri øl. At en alkoholfri øls bouquet er sammenlignelig med en rigtig øls, er usædvanligt, men med Flensburgers altid markante og kraftige bouquet in mente, er det ikke overraskende, at netop de kan lave en alkoholfri øl, der faktisk dufter af noget.
Men det vigtigste er trods alt smagen. Og her bryder brygget endnu engang forventningerne med mere aroma, end man er vant til fra alkoholfri bryg. Det er ganske vist en tynd, vandig og metallisk omgang. Vandet dominerer, og den ølsmag, der trods alt er, føles underligt tilsat. Den mærkes ovenpå og omkring vandet uden at den integreres ordentligt. En gammelkendt følelse af danskvand med humlesmag presser på, idet brygget også indeholder rigtig meget kulsyre.
Den megen brus bidrager til en syrlig bismag, der heller ikke spiller særlig godt sammen med resten af brygget, man overraskes i betragtning af bryggets lave alkoholprocent også over en ganske markant og lidet velgørende smag af gær.
Alt dette taget i betragtning, smager brygget stadig af øl. Der er faktisk lidt humle og korn at spore, og de andre smagsindtryk, metal, gær og syre, er jo heller ikke fuldkommen fremmede for øl. Måske havde jeg alligevel stukket næsen op efter lidt mere smag, for det er trods alt pilsnernes ukronede konge, Flensburger, der står bag. Men skuffelsen over, at bryggeriet ikke formår at levere en alkoholfri pilsner, der overrasker på alle parametre, skal ikke fratage brygget kredit for at besidde smagsniveau og karakteregenskaber, der alt i alt er sammenlignelige med flere standardbryg af regulær pilsnerstyrke.
