– Simpelt hen Qualität!
Det var sandelig godt, at jeg skulle til familie-tamtam på Sjælland før nytårstemaet ‘Det tynde øl fra Fakta’ fik mig til at gå ud af mit gode skind. Det kan ellers være lidt af en logistisk prøvelse med spædbarn, billetbestilling, bagage (inklusive autostol og sækkepibe), ind og ud af skrumlende Solaris-busser, togskift … jo jo, det er sandelig med det hele. Til gengæld fik jeg lejlighed til en smagsprøve på min faders faste udvalg af øl fra det nordtyske Flensburger-bryggeri, og det gjorde jo alt besværet værd. (Og man får selvfølgelig lejlighed til at se sin familie, hvilket man jo gør alt for sjældent.)
Jeg husker især denne øl fra Roskilde Festival 2001, hvor min kære fader gav mig et mindre parti af netop Flensburger Dunkel med. Det siger en del om en øl, at jeg husker den som en nydelse, selvom den jo nok blev drukket ved en temperatur på i hvert fald 20-25 grader. (Det bør nu ikke være nødvendigt at gøre ekstra opmærksom på, at denne øl helst skal drikkes kælderkold eller lunere, så det undlader jeg.) Mens de andre i lejren drak det sædvanlige billige discountsprøjt, havde jeg spændende nordtyske bajerske øl med – som jeg i øvrigt gavmildt delte ud af, til dem der kunne lide den. Til mit held forstod dem, jeg boede i lejr med, sig ikke på godt øl, så jeg havde dem mestendels for mig selv. Der var selvfølgelig et par stykker, der havde rødder i Sønderjylland – dem kunne jeg dele og nyde dem med.
Til gengæld var de på dåse. Og det er selvfølgelig ikke helt det samme, som når man får dem på den berømte patentflaske, der er så kendt, at bryggeriet i sit merchandisemenageri har inkluderet en almindelig ølåbner, der siger som en plop-flaske, når man bruger den. Man skal ikke undvære lyden af en plop-flaske, bare fordi man åbner en anden øl end en Flensburger.
Og netop flasken er med til at understrege denne øls karakter. Med sin mørkebrune patentflaske og marinblå etiket nærmest udstråler brygget dunkelhed allerede før den er åbnet. Øllet i sig selv er nu faktisk ikke så mørkt endda. Det er mørkt dyborange, grænsende til brunt, og jeg vil næsten tro, det er den lyseste undergærede øl af bajer-typen, jeg indtil nu har prøvet her på bloggen. Skummet er også kridhvidt, og synes lidt skrøbeligt, indtil man til sin fryd opdager, hvordan det nærmest klæber sig til glassets sider. Det dufter sødt og fyldigt maltet.
Aromaen giver omgående en fornemmelse af varme og helt fantastisk fylde. Smagen er en blanding af nærmest ufattelig blød malt og humle, nænsomt ristet, så den holdes bitter og træagtigt fyldig, men uden at blive det mindste besk eller harsk. Ikke at der er noget galt med besk, selvfølgelig. Beskhed repræsenterer en skrap bitterhed, der kan være ganske velgørende, men i denne øl er bitterheden kun blød og nænsom som det fineste, nyvaskede fløjl mod babyhud. Eftersmagen er krydret, næsten lakridsagtig – ja, lakrids er det. Men ikke hvilken som helst lakrids. Det er helt specifikt engelsk lakrids – rent og sukkerfrit. Den rene lakridsaroma.
Hele komplekset, udseende, duft, smag og ikke mindst eftersmag er et monument over Flensburgerbryggeriets kompromisløse kvalitet og sans for det ukomplicerede, det simple. Det er rondoen fra Beethovens 3. klaverkoncert. Det er ikke mellemstykket i 2. sats af Bartoks 2. klaverkoncert, fx (lyt fra ca. 4 min. og 50 sek. eller lyt til hele stykket – eller begge stykker … For fa’en hør begge koncerter, de er pragtfulde på hver sin måde!) Men det gør ikke noget, for det kan være helt fantastisk, selvom det måske ikke ligefrem er en øl for øleksperter. Således er hverken bitterhed eller sødme egentlig særlig fremtrædende. Til gengæld er de vel afstemt hinanden og byder på en helt ekstraordinær fylde, der – ikke kompenserer – men underbygger den simple smag og den simple, men høje kvalitet.
Plop! – Skål!
