Endnu et skarpt hjørne rundet …
I forgårs – d. 6. november – var det min fødselsdag. Jeg blev fyrre år, ja tænk, at man ville holde så længe. Det blev faktisk ikke til nogen øl den dag. Den stod på arbejde og forberedelse på den store fest, der med pomp og pragt blev afviklet i går aftes.
Men i går eftermiddag – midt i de hidsige forberedelser – tillod jeg mig selv en pause – dels til at skrive gårsdagens indlæg om De Konincks ‘Wildjo’, dels til lige at prøve en enkelt – som man kunne kalde sin fyrreårsfødselsdagsøl. Valget faldt på Kissmeyers ‘Flaming’. Mest af alt fordi jeg havde valgt at indkøbe et parti af dem til min fest – jeg ville jo gerne vide, hvordan de smagte før jeg serverede dem for mine gæster. Men også fordi jeg prøver at skrive om de milde gaver fra mine sponsorer ligeligt. Denne er således sponsoreret af den hjælpsomme læser Christopher, og sådan prøver jeg nogenlunde fast at skifte mellem hans, og Black Bens øl.
Der er tale om en irsk red ale. Irsk – især sproget – er jo en af mine passioner, men øllet lader til gengæld noget tilbage at ønske. Det er dog kun stilen der er irsk. Recepten er dansk, og bryggeriet libanesisk, så måske er der en positiv overraskelse i vente.
Duften lover i hvert fald godt. Sprød, bittersød humle med den forjættede bergamotolie som fremtrædende element. Visuelt lever det fint op til sit navn – nuancen er sammenlignelig med det indre af årstidens udskårne gærskar, dækket med et nydeligt lag julefrokostsne – der er akkurat den rigtige mængde gult i skummets lød, og det har samme tendens til at svinde hastigt som hin nedbør tidligt i december.
Smagen er imidlertid mere diffus end den aromatiske og stærke visuelle indledning. Sødmen dominerer og ligger tungt på tungen, men aromaen lader sig dårligt kategorisere. Fylde af overmodne blommer og svesker dukker op, men styrken fra disse mangler. Efterhånden melder bitterheden sig også, men i stedet for at spille op til hinanden, kommer den og sødmen op at slås. Så blander gæren sig, og det er for at være med til at slå på tæven, så det hele ender i kaos.
Brygget ved ikke rigtig, hvad det vil – vil det være sødt? Bittert? Gæret? Eller også vil det gerne være det hele på én gang … hvilket sådan set også godt kan lade sig gøre. Men det kræver noget elegance, som brygget her desværre kun har i duft og udseende.
Umuligt er brygget dog ikke. Den er for så vidt den tier værd, jeg smed efter den i Kvickly. Gæsterne var også glade for den, men jeg må indrømme, at jeg regner med, at de fleste af de mange øl, jeg fik til anmeldelse til festen i går aftes vil byde på større oplevelser end denne.