Ikke bare spændende …
Som følgerne af bloggens facebook-fanside vil vide, modtog jeg tre øl fra den passionerede hjemmebrygger Ole Wolfs projekt Gravøl. Modsat det første bryg er jeg noget mere hjemme i stilen, som nærværende øl hører til. Det er en IPA – og det er jo, hvis jeg hårdt presset skal pege på en favoritøltype, min favoritøltype.
Denne er allerede ved skænkning usædvanlig idet den er mørkere, end stilen typisk er. Ved første øjekast virker den næsten nøddebrun, men tager man den nøjere i øjesyn viser den sig at være dybtrød. Kun gennemsigtigheden gør, at man ikke tror, det er en kop frisktappet blod, man sidder med. I løden er det måske indtil videre dét bryg, der lever bedst op til bryggeriets morbide navn.
Og helt så mørk som fx Herslevs IDA, eller Hornbeers Humlehorn er den jo langt fra – men så meget desto bedre illustrerer den bryggerikonceptet. Navnet hentyder til Johannes Åbenbarings, hvor fire ryttere varsler verdens undergang. Der er krig, sult, sygdom og den fjerde er Døden selv. Jeg glæder mig til, at Ole også får brygget de tre første.
Opknapning og skænkning byder på en ikke bare for stilen, men for øl i det hele taget usædvanlig bouquetmanifestation, nemlig én af sukkersøde, men ikke kriminelt syntetiske vingummier. Når brygget først er skænket, dufter det stort set ikke. En svag, noget flad snert af vanille lover for så vidt ikke ilde, men heller ikke nogen festbanket.
Men det er, hvad man bliver budt! En solid, treretters menu af, om ikke fremmedartede, så alligevel noget utraditionelle specialiteter. Til forret bitterhed af hårdt løvtræ, hovedret af fyrrenåle, der bare er det tungere end de grannåle man er så vant til i de lyse IPA’er, og til dessert sødlig, men fortsat tung og ikke mindst mørk bitterhed af lakrids og kaffe. Desserten trækker i øvrigt ud i det næsten absurde. En tur ned i vaskekælderen straks efter at de sidste dråber var vendt på tungen en sidste gang ledsagedes af en bitterlækker aroma af stærksød lakrids, der stadig kunne smages efter at viskestykker og undertøj var lagt sammen, bragt tilbage til lejligheden og lagt på plads.
Ligesom den for mig nye øltype Biohazard (jeg skylder for øvrigt at bemærke på vegne af bryggeren, at smagen af garvet læder, som jeg fandt i hint bryg, faktisk er et kvalitetsmærke ved stilen) fra sidst, er dette bryg i sine mange stilbrud et spændende bryg. Men det er ikke bare det – det er tillige dermed formidabelt.
