Ikke bange for at støde …
Det var da noget forfærdeligt sludder, jeg sådan fik bundet jer læsere på ærmet, sidst jeg anmeldte en Rocket Brewing-øl. Fejlen er min, og den skyldtes at jeg i en vildfaren vrangforestilling havde bildt mig selv ind, at jeg ikke havde flere Rocket Brewing-øl på lager.
Men det havde jeg så alligevel. Vel, måske er det ikke så mærkeligt, at jeg bliver en smule forvirret, når jeg på samme tid jonglerer med 3-4 forskellige temaer, mens jeg har en lang række øl fra flere forskellige bryggerier og lande i vent.
Men nu har jeg kigget efter en ekstra gang – og med mindre jeg ikke bare er dum, men også blind, så er dette den sidste Rocket Brewing-øl i denne omgang.
Fra starten lægger brygget utraditionelt ud. Farmhouse Ale – eller Saison – er en stil, der oprineligt var tiltænkt det hårdtarbejdende folk på markerne. I Vallonien stak den slags ikke op for bollemælk, så der måtte øl på bordet – gerne lyst og nogenlunde letdrikkeligt og forfriskende. I dette bryg er det kun skummet, der er lyst som nypisket marengsmasse – og med holdbarhed nogenlunde som fuge-ditto. Øllet selv er tilgengæld egetræsmørkt og med matchende duft af samme gevækst i en skarp brunkålslage.
Egetræssyren træder om muligt endnu kraftigere frem i smagen, hvor den slår over i den letgenkendelige aroma af ananaskirsebær. Noterne af ananaskirsebær er ikke uvante i øl, men at de træder så kraftigt og autentisk frem, som de gør her, oplever man sjældent. Det river godt i de små nerver og muskler under øjnene, mens det stikker og brænder på tunge og i gane.
En kompromisløst syrlig saison. Det er ikke så langt ude på landet, som man skulle tro, for stilen er også kendt for sin syrlighed – omend næppe i dette omfang. Denne blogger nærer heller ikke skyggen af mistanke om, at brygget skulle være mislykket – eller bare lidt ude af balance. Det vidner fraværet af andre markante smagsnuancer om. Det er uden tvivl meningen at denne øl skulle være sur, og hvis nogen måtte føle sig frastødt af stanken i stalden, kan de jo finde sig en Carlsberg- eller Royal Unibrew-øl at hygge sig med i stedet.
Frastødt er undertegnede bestemt ikke, omend brygget måske lige ligger over grænsen for, hvor surt jeg gerne vil have det. Alligevel drages jeg af bryggets kompromisløse udtryk, dets dristighed i at vove at være så lidt mainstream. Ananaskirsebærrene, som dette bryg smager så autentisk af, er faktisk et godt eksempel på, hvordan jeg har det med begge dele; egentlig bryder jeg mig ikke synderligt om smagen, men hvis de er der, kan jeg ikke lade være med at spise dem alligevel.
Om brygget i kraft af sin syrlighed er særligt egnet til markarbejde, vil jeg dog lade eventuelle landboere blandt mine læsere om at vurdere. Selv kunne jeg godt tænke mig at prøve den til rigtig husmandskost (m/k) – kartofler, stuvet hvidkål og hamburgerryg som vore forældre lavede det.
– Gerne med asier eller andet surt til.
