Fødselsdagsøl
I går aftes var det min fødselsdag, og der er dermed kun ét år til, at jeg runder 4. skarpe hjørne. Det blev behørigt fejret i familiens skød med god mad og selvfølgelig en ordentlig øl … eller i hvert fald en, jeg håbede på ville være ordentlig.
Selskabet må have været godt, for noterne til øllet er, ligesom min notesbog, pist væk, så jeg har måttet grave dybt efter de sørgelige rester af øloplevelsen i min hukommelse. Og så har jeg selvfølgelig også billedet at støtte mig til.
Når man har gnedet en tilpas mængde salt i øjnene for at komme sig over de mange stavefejl i beskrivelsen på etiketten fremgår det, at Ørbæk endnu engang går den belgiske klosterøltradition i bedene. Det gik ikke så godt sidst, men overgæret øl efter belgisk forbillede – mørkt endda – virkede alligevel forjættende, og desuden var det den eneste øl, jeg lige havde, der var en selskabsøl.
Og mørk er den i hvert fald, mest af alt rødlig. Men på trods af påstanden på etiketten om at være ufiltreret virker brygget ret gennemsigtigt. Skummet kunne man også ønske sig lidt mere underholdende, men den gyldne lød er da pæn, konsistensen tæt, men showet for kort. Brygget dufter sødt og fyldigt med en bitter kant, mere nøddeagtig end humleagtig.
Smagen er i hvert fald ganske fyldig, men det søde får modspil af brygget bitre nødder. Modspil er ordet, for det er ikke medspil, der er tale om. Smagsindtrykkene snubler over hinanden. Rørsukkeret og sveskerne bliver aldrig ordentlig tydelige, og bryggets bitre indslag går fra valnøddebittert til hasselnøddeharsk efterhånden som det nærmer sig svælget.
Når det så er sagt, så kan man alligevel undervejs glæde sig over, at smagsindtrykkene i hvert fald er der og leverer oplevelsen – om det så måske ikke er den mest harmoniske af slagsen. For adskilt fra hinanden er det egentlig ikke bare i orden men også velsmagende.
Uden at man hører englene synge – men måske klosterkoret på en nogenlunde dag.
