Jeg hørte vist første gang om denne øl, i Østjyllands Radios morgenprogram for unge lyttere, “Koks i Komakassen” tilbage i de længst svundne firsere. En del år senere fandt jeg ud af, at den rent faktisk fandtes på trods af, at den vist fik en temmelig hård medfart i programmet.
Jeg kan også huske, at en af de faste sprittere på Blågårdsgade udenfor Handelshøjskolens lokaler (hvor jeg har arbejdet – ja, så har man hørt det med) altid stod og pattede på en FF’er mens han mumlede og gryntede uforståeligheder til sig selv og tilfældige forbipasserende.
Det minder mig i øvrigt om, at jeg skal have annonceret august måneds (forsinkede) tema, som er:
SPRITTERØL!
Jep, endnu engang tager jeg en for holdet, og gør ting, som jeg aldrig ville have gjort, hvis ikke jeg havde denne ølblog. Jeg vil tage alle de fæle og stærke øl, det for det meste bliver ved overvejelserne, om man overhovedet tør prøve.
Indledningsvis skal jeg dog lige give en lejlighedsdefinition af temaets objekt, så at jeg ikke bare går ud og køber almindelige øl, fordi man også kan se sprittere drikke disse ind imellem. Jeg har taget udgangspunkt i tre egenskaber.
- Alkoholprocent
- Pris
- Bryggeri
Ad. 1. Det vigtigste i definitionen af spritterøl er ikke så meget spritterne. Det er i virkeligheden tragisk at nogle mennesker kommer så langt ud i tovene, at de ender på bænken med en guldøl i hånden. Det er bestemt heller ikke for at håne disse stakler – det lader jeg andre om – at de uforvarende kommer til at spille en rolle i denne måneds tema. Dertil kommer, at det ikke kun er sprittere, der drikker disse øl. Jeg kender flere, der kun drikker til fester, som foretrækker denne type øl, fordi den hurtigere gør en fuld.
Til gengæld har jeg svært ved at forestille mig, at de øltyper, jeg vil anmelde de næste par gange, overhovedet ville blive produceret, hvis ikke samfundet spyttede så mange skæbner ud, der ender som alkoholikere og siden hen går i hundene. Dette faktum hænger nøje sammen med en spritterøls første egenskab. Den synes målrettet alkoholikere med sin høje alkoholprocent (og sin formentlig ligegyldige smag – men dette må vi få at se.)
Ad. 2. Den næste vigtige egenskab er, at øllene er relativt billige. Bevares, de koster da lidt mere end almindelige danske standardpilsnere. Men der er stadig et tigerspring op til prisklassen for jævne udenlandske specialøl. Prisen synes således justeret efter, at folk på støtten stadig skal kunne købe tilstrækkeligt mange til at kunne drikke sig en kæp i øret. (Læg i øvrigt mærke til, at der bag spritterøl synes at gemme sig en kynisk markedsstrategi, hvis konsekvens er, at disse skæbner langsomt skubbes længere og længere ud på et skråplan. Nuvel, det er ikke det primære fokus for nærværende blog, og vil ikke blive kommenteret mere for nuværende.)
Ad. 3. Endelig er spritterøl typisk brygget af store bryggerier, og ikke af mikrobryggerier. Det er klart som blæk, at mikrobryggerierne må satse på kvalitet for at kunne matche de dominerende bryggeriers fokus på den laveste fællesnævner. Og spritterøl, der først og fremmest skal være billige og letantændelige, har ikke megen plads til kvalitet, når nu alkoholen og de jævne råvarer, der muliggør den lave pris, partout skal fylde så meget.
Med disse overvejelser gjort, byder jeg læserne velkommen til august måneds tema.
Og nu til vores første eksempel: Fine Festival, eller FF, som den kaldes i folkemunde.
Alkoholprocenten er på 7,5, prisen ligger på lige under en tier for 0,33 l. og brygmesteren hedder Carlsberg (oprindeligt Tuborg, men det fik den højhellige fusionskapitalisme som bekendt sat en effektiv stopper for.) Man må dermed sige, at betingelserne for at være en spritterøl er vel overholdt.
Den er brygget første gang i forbindelse med Queen Elizabeth II kroning i 1953. Det er vitterlig to modstridende verdener, der forenes i den: Sprittere og kongelige. Man fyldes med forventning om en royal (intet ordspil om et overvurderet bryggerikonglomerat intenderet) nydelse, hvilket måske ikke betyder meget, når det skrives på mit tastatur, uforbederlig republikaner som jeg er.
Smag er der i hvert fald masser af – om det så er god smag, er en ganske anden historie. Aromaen føles som en ‘tunet’ pilsnersmag, som om der er givet fuld gas på malt og humle, men også på en eller anden måde uden at det føles naturligt.
Samtidig er det som om, man kan mærke promillen stige for hvert nip. Det er ikke ren bitterhed fra humle og malt, man kan smage. Der er også en sprittet bismag, der minder en om, hvor lidt man skal drikke af denne øl, før man ikke kan ligge ned uden at holde fast i noget.
Selve bitterheden er, skønt intens, forbeholdt det midterste af tungen. Den er netop intens – og kun det. Der er ingen sofistikeret leg med smagsnuancer. Der er ikke nogen forskel på smagen, afhængigt af hvor brygget berører tungen. Det er 250 kilometer i timen med se-at-komme-op-så-du-kan-drikke-dig-fuld-attitude.
Det er en øl til fuldskab og intet andet. Samtidig er det en beskidt øl, da man i brygningen har tilsat glukosesirup. (På FF’eren kan Tuborgs marketingafdeling faktisk stave til det. Det gik som bekendt ikke så godt på Tuborg Lime Cut-mærkaten. FF’eren er om ikke andet vidne om en tid, hvor folk kunne finde ud af den slags. Vi er mange, der længes tilbage til dengang.) Formentlig er det gjort for at booste gæringsprocessen, så man kan få lavet ekstra meget alkohol. Det giver dog næppe øllet andet end den sprittede smag, og søde nuancer, som man evt. kunne have håbet på, udebliver også.
I sandhed ingen royal oplevelse.
Din måde at beskrive øl og hvem der drikker dem er ikke i orden. Spritterøl er sgu da noget småligt noget at kalde dem. Bare fordi vi er nogen der synes de smager af mere. Selvfølgelig er det en alkoholikers valg frem for pilsnere som for mig og mange andres vedkommende bare smager af vand.
Jeg er sgu ikke alkoholiker selvom en af mine yndlings øl er masterbrew og elefant øl. Drikker altid et par gode øl om dagen. Aldrig mere, aldrig mindre. Bare fordi der er nogen der ikke kan styre alkohol betyder det ikke at os der kan og ikke er misbrugere og afhængige men godt kan lide øl med procenter skal i en kategori for dem der drikker ”spritterøl” .. det lyder som om man automatisk er spritter fordi man drikker de gode øl.
Jeg har sådan set aldrig påstået, at alle, der drikker denne type øl, er alkoholikere. Når jeg kalder dem spritterøl, er det for at rette en kritik mod bryggerierne, der med den høje alkoholprocent kombineret med den lave pris tilsyneladende målretter en bestemt type øl til et bestemt marginaliseret segment. Man kan med andre ord sagtens drikke disse øl og ikke være alkoholiker samtidig.
Jeg synes, det er ærgerligt, at du tager sådan på vej, men det skyldes åbenbart, at du ikke er i stand til at læse teksten rigtigt, og derfor tillæger mig motiver, jeg ikke har, aldrig har haft og aldrig får.
Jeg har iøvrigt intet problem med, at du nyder disse øl, – det må du selv, om jeg så må sige, ligge og rode med (især når du har fået et par stykker) og jeg kunne aldrig drømme om at dømme dig som alkoholiker af den grund. Jeg vil faktisk glæde mig på dine vegne, fordi jeg selv finder disse øl afskyelige, og der dermed er flere til dig.
Uanset hvad, er jeg glad for, at du giver din mening til kende. Det gør jeg også – råt for usødet, og at erkende dette, er den risiko, man må løbe, når man læser andres blogs. Hvis det er for meget for dig, kan jeg anbefale dig at lade være med at læse mine indlæg.
Ikke enig med dig anmelder, og giver kommentatoren ret. I din anmeldelse af Brutalis kalder du det for næsehornstis… En rigtig anmelder ville aldrig komme med så nedladene ord om et produkt. Kan ikke sige andet føj for nogle dårlige anmeldelser og ikke værd at læse.
Jeg mener godt man kan kalde en øl for næsehornstis – især når bagmændene kalder øllen for Brutalis. Dette var jo som bekendt navnet på et særdeles brutalt, brunstigt og voldeligt næsehorn. Mon ikke forene bag ville finde dette bare lidt sjovt?
Folkene ikke forene… swype tastatur… i øvrigt kan du jo bare lade være med at læse anmeldelserne 🙂
Folkene bag er Harboe. De er nok også vant til hårde ord, og forventer næppe andet.