Adækvat …
Redaktionen er tørlagt for nye øl. Ikke én eneste øl ejer jeg for tiden, jeg ikke har prøvet før. Så alt, hvad der bliver anmeldt, er øl, jeg på en eller anden måde bliver tilbudt.
Som nu i søndags ved en kombineret fødselsdagsfest for min storebror og to af hans børn, der alle har fødselsdag i januar måned. Der var disket op med alt godt til den søde og sultne tand, samt sødt og bittert til ganen. Hidrørende under den sidste kategori, var der ud over kaffe også en øl, jeg ikke havde anmeldt før.
Faxe Premium … Jeg er ganske sikker på, at det, der i dag bliver hældt på Faxe Premium-emballagerne ikke er det samme, der i sin tid blev hældt på de buttede Faxe F(l)ad-flasker. For sidstnævnte smagte overordentligt tyndt og underligt syntetisk, så vidt jeg husker. Jeg har også prøvet Faxe Premium før, og konstateret, at de vitterlig er bedre, end det tynde sprøjt, som Faxe ellers slog deres navn fast med i sin tid. Jeg husker også, at de kunne trækkes i sodavandsautomaten i Nordsjællands Postcenter i Høje Taastrup, hvor jeg arbejdede en årrække før jeg blev færdig med mine studier, og altså før alkohol var fuldstændig bandlyst på danske arbejdspladser.
Men skænket og prøvet blev den altså. Det hvide skum skvatter sjaskende sammen over et bryg, der i modsætning til det uengagerede skum faktisk formår at blokere for mere hvidt lys, end man i første omgang havde forestillet sig. Tonerne er mere ovre i det orange end i det gule, man forventer – og oftest ser – i danske standardpilsnere. Duften er venlig og sød, mindre tynd end frygtet, og uden syrlighed eller kunstige indtryk, sådan som andre standardpilsnere kan forekomme.
Også smagen er letsød … og letbitter og letkornet … I det hele taget er smagsoplevelsen ganske let. Både let i den forstand, at brygget ikke gør særlig meget væsen af sig, og i den forstand at brygget er lige til at gå til, enhver der bare holder en smule af øl forstår omgående hvad denne øl vil, der er ikke nogen skarpe kanter, komplicerede indtryk eller finurlige nuancer. Det er bare en rund, rar pilsner – for kenderen kedelig og i grunden intetsigende, men også velgørende befriet for alt det, billige standardpilsnere alt for ofte kan være forbandet med – syrlighed og syntetiske indtryk, fx.
Man får således en kende mere end man frygter, men måske ikke helt så meget, som man håber, ved konsumption. Der er ikke noget, der skæmmer, men heller ikke noget, der hæver den op på i nærheden af et niveau, hvor man har lyst til at udbryde “WOW!” Det er en adækvat øl på godt og ondt. I betragtning af, hvad der ellers er af sprøjt på markedet for billige standardøl, er det nok mest godt.
