Det er højsommer med høj sol, høje temperaturer, høj luftfugtighed, høje UV-tal, høje solcremefaktorer … og lavere alkoholprocenter. Kigger man på udvalget af sæsonbestemte gærede humleprodukter, tegner der sig et lidt andet billede end de foregående år. Fraværet af, hvad jeg ind imellem har kaldt ‘smartbeers’ (angelsaksisk selvfølgelig, for at det skal være smart (og rekursivt – rekursivt er smart)), er først nu gået op for mig, og måske er vi vidner til forandringer på det danske standardølmarked.
De sidste år har bryggerierne kæmpet og kæmpet og kæmpet for at gøre øl populært igen. Jeg havde ikke opdaget, at øl var blevet upopulært, men det var der til gengæld andre der havde opdaget. Husker I fx Cults direktør tilbage i 2011 før lanceringen af The Smart Beer to end all Smart Beers, den nærmest storslået intetsigende Kay-Sar-øl? Og trækket fra energidrikproducenten med de notorisk sexistiske reklamer var ikke nyt. Året forinden havde 
Carlsberg lanceret den syntetisk-vandede Tuborg Lime Cut, der ligefrem blev slået op på ikke at smage af noget. Ikke nok med det, Apollo havde i samarbejde med Ølfabrikken lavet Klovn–øllene, ‘en rigtig kvalebajer’ (ja mon ikke), inspireret af TV-serien af samme navn. De to bryggerier formåede således at skabe det eneste grinagtige, der nogensinde har kunnet forbindes med den TV-serie, for man kunne ikke andet end opkaste en hånlig latter ved mødet med det bryg.
Alle disse bryg ser nu ud til at være gået heden. Det samme er, til min ikke uanselige overraskelse Tuborg Grøn Ultra, der blev lanceret sidste år. Jeg havde den egentlig tippet den til overlevelse. Det var klart den øl, der smagte af mest, og jeg så også potentiale i en handy emballage, så den kunne fungere som et hurtigt øl-shot før eller under en fest.
Men noget har overlevet. Noget, der også blev lanceret sidste år – nemlig Tuborgs radler ved navn Tuborg Sommer. Samtidig har Netto fået et billigt østrigsk radlerprodukt på hylderne, og Royal Unibrew har også lanceret en radler, som de ganske vist kalder en shandy, fordi deres marketingafdeling vel har dikteret, at angelsaksiske betegnelser er det mest trendy. Ej heller skal man glemme, at Bryggeri Skovlyst også for et år siden lancerede to blandingsprodukter, der med lidt god vilje kan klassificeres som radlere. De er der også endnu, og jeg tror endda nogle flere er kommet til.
Så det ser ud til at de store bryggeriers søgen endelig er sluttet. I årevis har de forsøgt at brygge øl, der ikke smager af øl, og løsningen var såre simpel: Bland noget i øllet, der ikke smager af øl, og hokus pokus! Tænk, at man ikke tænkte på det noget før. Samtidig har man banket alkoholprocenten ned på ca. det halve, så man oven i købet kan sælge dobbelt så meget for at levere samme fuldskab som før.
Så radlerproduktion og -import er blevet en ny trend på det danske ølmarked. Nu mangler vi bare se, om det at drikke radler også bliver trendy. Som ølinteresseret har jeg min naturlige skepsis over overhovedet at blande øl med noget. Øl skal kunne stå for sig selv – men i det absolut modbydelige vejr, vi har for tiden, har jeg måttet erkende radlerens anvendelighed, selvom jeg altid vil fortrække at blande selv.
Imens jeg blander, vil jeg glæde mig over, at diverse ligegyldige smartbeers ikke længere optager unødig plads på supermarkedernes hylder. At det så ikke er amerikanske IPA’er eller belgiske Lambic-bryg, der erstatter dem, ærgrer selvfølgelig en smule, men i det mindste kan erstatningen da holde den værste sommerhede stangen – og i det mindste smage af et eller andet imens.
