Akkurat tilstrækkeligt …
Det er blevet tid at lave en lille afrunding af temaet ‘Far Out’ – en gennemgang af Skanderborg Bryghus’ gavepakke ‘Far til fire øl’, som Lidl for nogle måneder siden faldbød til en halvtredser. Pakkens overordnede koncept tordnede jeg over i det indledende indlæg og leverede siden hyppige stikpiller og uddybninger, side om side med ølanmeldelserne, der – indrømmet – lod noget mindre tilbage at ønske end ideen bag pakken.
Det var Skanderborg Bryghus’ debut her på bloggen, og konceptuelt kom mit forhold til bryggeriet altså temmelig skidt i gang. Jeg magter ikke kønsstereotypisering – ikke mindst når det gælder øl. Jeg har i årenes løb flere gange langet ud efter bryggeriernes såkaldte ‘kvinde-øl‘ for at være tynde og aromasvage, subsidiært stereotype, idet de udstiller kvinder som nogle pylrede barbie-prinsesser, der ikke kan tåle drikkevarer med kant og udfordring til smagsløgene. Meget bedre er det ikke, når mænd skal være objekter for den samme stereotypisering (endskønt vi med vores priviligerede position har bedre muligheder for at reagere imod det). Øl fremstilles gerne som noget meget ‘mandigt’ at drikke, tillige med andre lige så arbitrære og fjollede attributter. Jeg nævner i flæng fra nærværende tilfælde; store bøffer og ferie sydpå. To ekstremt sjældne foreteelser i mit liv i hvert fald, endskønt jeg både er far og mand.
Men fire øl blev det altså til:
Økologisk Pilsner
Økologisk Steam
Økologisk Münchener
Økologisk Brown Ale
Props for så vidt til bryggeriet for ikke at have forurenet grundvandet unødigt under produktionen af råvarerne til disse øl. Men det rejser til gengæld spørgsmålet om, hvor ‘mandige’ øllene egentlig er, når nu de er økologiske. Burde hensynet til naturen og egen sundhed i macho-idiotiens forskruede logik egentlig ikke være noget pylre-pjat, som kvinder kan lide? Mens vi mænd udviser styrke og dødsforagt ved at bælle ren glyphosat, samtidig med at vi demonstrativt spreder en ekstra giftig blanding af kunstgødning og DDT i Nationalpark Thy bare for at pisse det liberalt-progressive woke-segment af? Men hva’ faen tillader jeg, der vælger at have et kritisk blik for den slags, mig at vide om sådan noget?
Det var til gengæld også lidt af en lettelse, at øllene ikke viste sig at være lige så langt fra koncepterne, som selve pakken. Bortset fra pakkens første deltager på bloggen – pilsneren – var bryggene egentlig en jævn fornøjelse, undertiden endda lidt til. Helt nemt havde bryggeriet ikke gjort det for sig selv. Man laver som nyt mikrobryggeri en pakke med fire øl, og vælger to typer, der ikke er særligt kendte herhjemme (Münchener og Steam), en type, der for længst er kendt til hudløshed (Pilsner) samt en type, der engang var ny og spændende, men nu har tabt nyhedens interesse (Brown Ale).
Uden at ville opkaste mig som markedsføringsekspert eller på anden vis autoritet på ølområdet, ville jeg nok som minimum have kastet en IPA ind i blandingen. Laves den ordentligt er den en sikker vinder, og altid en fornøjelse at få bag læberne. Samtidig ville jeg have udeladt pilsneren. Ikke kun i bagklogskabens uendligt klare lys, fordi jeg nu ved at den var pakkens suverænt svageste deltager, men også fordi det bare er forbandet svært at brygge en pilsner, der afgørende gør op med typens stereotype karakter … ja meget apropos snakken om stereotyper i øvrigt.
Ros fortjener bryggeriet til gengæld for at have pustet lidt liv tilbage i Brown Ale-typen. Alt for ofte er vore dages brown ales småsure og sjaskede af alt for meget vand. Og selvom Skanderborg Bryghus Brown Ale ikke ligefrem var Toms Kæmpeskildpadder i ølformat (det er noget i den retning, jeg forestiller mig den perfekte brown ale) så var der tilstrækkeligt med både sødme og krydrethed til at levere en fin oplevelse til smagssanserne. Den leverer endnu et spinkelt håb for, at Brown Ale kan komme igen som en øltype, der er værd at tage med hjem, frem for at springe over, fordi man ikke gider den forventede skuffelse.
Steam gjorde det også godt – ikke mindst når den fik lidt tid og blev smagt ordentligt på. Jeg havde stiftet bekendtskab med pakken tidligere under en live-stream, der foregik hos min gode ven Marcus. Der var der ikke megen tid til at annamme dråberne ordentligt, hvilket ikke skal tale til samlingens ulempe. For ordentligt øl kræver koncentration og tid. Endelig måtte Müncheneren lide pladsen i pakkens ubestemmelige midterfeldt – ikke decideret dårlig, men heller ikke sådan rigtig god. Ikke desto mindre var den stadig betegnende for en pakke, der på intet tidspunkt formåede at løfte smagsoplevelserne signifikant op over en jævn standard for de mange mainstream-specialøl, der efterhånden produceres.
Der er stadig masser af gode specialøl derude. Ånden fra ølrevolutionen lever fortsat – og jeg tror ikke den er i fare for at svækkes alvorligt eller dø foreløbig. Men sideløbende er der også en voksende tendens til, at rigtig mange specialøl af navn – ikke af gavn – sendes på markedet for at indfange en flig af de sande kvalitetsbryggeriers glorværdighed.
Bryggerier som Skanderborg Bryghus bliver aldrig til Amager Bryghus, Beard Brew, Ølluminati eller Hornbeer – med mindre de begynder at satse på øl der kan mere end kun lige akkurat behage smagsløgene tilstrækkeligt.
Jeg skylder Marcus endnu en tak for, at han donerede dette anmeldereksemplar til mig efter også at have doneret det eksemplar, vi i fællesskab bællede under live-streamen.
Vel mødt snarest til flere ølanmeldelser.
