Hvor er julen blevet af?
Kan Fanø Bryghus på egen hånd brygge ekstraordinært øl, eller skal de have hjælp til det, sådan som det var tilfældet sidste gang (som også var første gang) deres bryg blev anmeldt her på bloggen?
Dengang var det jo både exquisite og excellent – endda i en grad så det må udtales med fransk accent [ægsguwi’zitø e ægze’lang], men da havde de jo også fået hjælp af den onde tvilling.
Denne gang står de som antydet på egne ben, og de har begået en stout, som de samtidig sælger som en juleøl. At den er blevet mig til del skal jeg huske at takke Marcus og Joachim for – den var en del af det fine udvalg, de havde med til mig fra Høkeren på Ravnsborggade til min fødselsdag, så for en sjælden gangs skyld kan jeg gøre indhug i både juleøl, og det store fødselsdagsparti.
Ud over de fire klassiske ingredienser indeholder brygget krydderier. Hvilke krydderier fremgår ikke, men man kunne jo gætte på krydderier, der gør brygget mere julet … nelliker, anis eller brunkagekrydderi fx? Uanset hvad virker kategoriseringen som stout velplaceret – brygget er sort som kul, og skummet herligt brunt som karameliseret sukker. Det er ved at være længe siden, jeg har haft fat i en stout, hvor også skummet så ud som det skal på en stout. Duften er klassisk og velkendt, grænsende til det fortærskede – fortrinsvis bitre noter af kaffe garneret med en knivspids rom.
Og det smager også som en stout – klassisk, velkendt og – lige præcis – fortærsket. Også her mærker man bitterheden af kaffe med en antydning af sukkerrørssødme. Jeg vil ikke sige rom, for et særskilt alkoholelement forefindes ikke i brygget.
Man kunne i det hele tage lave en lang liste over ting, der ikke indgår i brygget, hvorfor brygget aldrig bliver nogen særlig stout, og endnu mindre en julestout. Hvad det end er for krydderier, brygget er tilsat forbliver også i smagen en hemmelighed, for heller ikke disse formår at yde brygget nogen særegen karakter.
En stout, der er lidt mindre vandet end Guinness, er det umiddelbare indtryk. Vandet holdes i øvrigt kun tilbage af et skrøbeligt sommerdige, og det blæser op … eller … det gør det faktisk ikke. Der er ikke meget vadehavshøjvande eller vesterhavsstorm over brygget. Snarere en behagelig efterårsdag med solskin og fralandsvind – om ikke ligefrem vindstille.
For den smager jo godt – det er da en regulær og smagfuld stout, der endda formår at kradse en anelse på vejen ned forbi de øvre indre organer. Men meget mere end ordinær formår den ikke at være, og hvad det julede består af, fortaber sig i vinter- og stoutmørket.
