– Ringere end standard
Det er utroligt hvor længe og hvor godt, man kan leve på én fugl. I weekenden ernærede vi, to voksne og baby, os i hele tre dage på ét styk økologisk kylling fra Årstiderne – først stegt i Stegeso, siden pillet og opvarmet i hjemmelavede tortillas. Aldeles lækkert altsammen, og når man er i stand til at få føden til at strække så længe, er prisforskellen på god økologisk mad og billig industriskodmad næsten ikke til at få øje på.
Og til mexicanske retter såsom tortillas skal man jo åbenbart drikke tyndt øl – og gerne for min skyld, når nu min vivs tortillas er så fantastiske – så er det ikke så galt, hvis bryggeriet ikke formår at brillere.
Og det formår Carlsberg så sandelig ikke med deres andet nye tiltag, den såkaldte “Export” i den nye popsmarte flaske, om hvilken det eneste positive, der er at sige, er, at den i det mindste ikke er farveløs.
Export er den almindelige udenlandske betegnelse for stærke pilsnere, eller det vi i Danmark kalder guldøl. Det er ikke usædvanligt, at den lidt højere alkoholprocent giver brygget en kende mere smag eller fylde, men jeg kan allerede afsløre, at det kun i ringe grad er tilfældet her.
Farven er lige så interessant som afsnit 1285 af Glamour (tror jeg, jeg har aldrig set det). En fuldkommen ligegyldig pilsnerfarve, som man har set igen og igen og igen. Skummet bobler mere end det skummer, men holder alligevel længere end man kunne forvente. Der er trods alt ikke tale om det kollapsende skum, som karakteriserede den totalt mislykkede Copenhagen. Bouqueten er letsyrlig, kornet og trods alt frisk, men også den er en genudsendelse.
Tager man udgangspunkt i den laveste fællesnævner, formår denne øl i fyldigheden lige netop at trække sig en lille smule over niveau. Humlebitterheden er mild og blid, og derfor føles øllet også forfriskende, men det er på bekostning af kvaliteter såsom smag, aroma og i det hele taget karakter. Bitterheden formår at bide lidt – med streg under lidt (men det tillader blogger ikke) ved mandlerne, men der er en mængde standardøl, der formår at bide mere og med et mere interessant tandsæt. Eftersmagen er ikke uden behag, men den klinger så hurtigt af, at man næppe når at nyde den.
Det er allerede nu en meget anonym øl, og det eneste, der træder den mindste smule frem, er emballagen, som også snart vil ophøre med at være ny, og derfor blive lige så uinteressant som det, den indeholder. Først og fremmest er det en tylle-øl, der vil være god at drikke sig fuld i, men til det formål har Carlsberg jo egentlig allerede sin Hof (eller Premium) som endda er væsentlig mere interessant, selv om den måske er den mest generiske øl, vi har herhjemme.
Og dette faktum, at Carlsbergs standardøl overgår Export, rejser jo det relevante spørgsmål, hvorfor i alverden bryggeriet så sender en ringere pilsner på markedet. Det hele virker bare som et stort marketingstunt, der næsten (men også kun næsten) er lige så tomt for substans som Cults Kay-Sar-øl.
Den foreløbige konklusion efter at have prøvet to af Carlsbergs nye produkter er, at de absolut ikke repræsenterer en fornyelse på nogen som helst måde – de repræsenterer en forringelse af noget, der i forvejen er stort set ligegyldigt. Godt gået, Carlsberg!
