Velsmagende sulfitøl
Jep, jeg har tænkt mig at bruge min fødselsdag på at ride min yndlingskæphest endnu engang – sulfit i øl. Thisted Bryghus har siden den nye brygmesters tiltrædelse nemlig ikke kun sendt én, men hele to øl på markedet med tilsat sulfit i. Og de slipper ikke for at få et par velvalgte kommentarer med herfra på den konto endnu engang.
Sulfit er et konserveringsmiddel, der kan give astma- allergi- og nældefebersymptomer, ikke kun hos allergikere og astmatikere, men også hos folk, der ikke før har været plaget af den slags. Thisted Bryghus er det bryggeri i Danmark, der har været først ude med økologiske produkter, og bryggeriets rundhåndede brug af den slags giftige konserveringsmidler passer simpelt hen ikke i dets grønne profil.
Til forsvar kunne man sige, at det måske er bedre at tilsætte sulfitten, frem for at bruge gærtyper, der af sig selv frembringer det. I så fald skal det nemlig ikke deklareres, hvilket betyder, at forbrugeren bliver holdt hen i uvidenhed. I tilfældet Thisted Bryghus ved man i det mindste med sikkerhed, at skidtet er der, men det ville selvfølgelig være bedre, hvis man vidste, at der slet ikke var sulfit i overhovedet.
Forresten har jeg aldrig hørt et pip fra bryggeriet, siden jeg skrev til dem. En af dagene må jeg lige rykke på det, selvom jeg faktisk frygter, at de slet ikke tager min henvendelse alvorligt.
Men nu til dagens øl. Sulfit eller ej – den fortjener en fair behandling hvad angår øllets karakter og smag. Straffen for tilsat sulfit må falde i den endelige karakter.
På forhånd skal I vide, at jeg ikke kan fordrage ordet “eksklusiv” og samtlige afledninger og oversættelser deraf. Lige fra at noget er eksklusiv moms eller pant, så man i virkeligheden skal betale mere, end der står på prisskiltet, til eksklusive restauranter og diskoteker. Ikke at jeg nogensinde ville sætte mine fødder sidstnævnte steder alligevel. Diskoteker, navnlig deres “musik” og gæsternes attituder, afspejler meget godt mine forestillinger om hvordan det må være i helvede.
Desuden har Niels Hausgaard i sit seneste show “Jomfru Igen” kommenteret emnet så fint, at jeg bliver nødt til at parafrasere hans pointe om lufthavnenes VIP-lounger. VIP, der står for “very impotent people”, svarer i det store og hele til eksklusiv-konceptet, og pointen er overhovedet ikke at borge for kvalitet. Det går ene og alene ud på, at lukke nogle mennesker ind, så man samtidig kan lukke andre mennesker ude. Så kan dem, der er inde være glade for, at dem der er ude, gerne vil ind, og dem der er ude vil gerne være vigtige nok, til at være blandt dem, der er derinde. Der er absolut intet andet indhold i VIP-konceptet eller i exclusive-konceptet, end indskrænket leflen for smålig skinsyge og misundelse over, at nogen lukkes ind og andre ikke.
Man kan også se på, hvad der aldrig er eksklusivt. Jeg har aldrig hørt om en eksklusiv koncert med Napalm Death eller Vomitory, fx. Orkestre som disse har nemlig integritet nok til, at de ikke behøver dele deres fans op. Jeg tænker på, om der måske var fremtid i ordet “inklusiv”, hvor alle, der havde lyst, kunne være med, såfremt de ellers kunne lide det, der blev udbudt. “Jamen er det ikke sådan det er for det meste” – jo det er det da, og det er der i mine øjne ingen grund i hele verden til at lave om på. If it isn’t broken, don’t try to fix it.
Men eksklusivt eller ej, selve øllet har en mørk dyborange farve med højt orange skum og en mestendels sød bouquet. Aromaen er ganske fyldigt sød med en let vanilleagtig aroma. Dette smagsindtryk afløses af et mere bittert, når brygget når bagtungen. Smagen mærkes både på selve bagtungen og i ganen over svælget, hvilket nok skyldes øllets ret høje alkoholprocent på 7,2. Den let sprittede smag giver desuden mindelse om fyldte chokolader med whisky, hvilket ikke er ubehageligt, selvom jeg ikke ved, hvor øl-agtigt det egentlig er. Umiddelbart ødelægger det nu heller ikke noget, og det er godt med en stærk øl, hvor der rent faktisk er en gevinst i styrken – hvor den høje alkoholprocent ikke kun er der for at gøre konsumenten fuld hurtigere.
Jo, den nye brygmester kan også sit kram, og Exclusive er, på trods af sit navn …
en øl, der hos mig kunne blive et hit
hvis ikke det var for
sulfit sulfit sulfit …
– Ja, jeg er nok ingen stor digter, men man har vel lov at prøve.
Jeg synes, man skulle undlade sulfitten, og så skære lidt af holdbarheden i stedet, for jeg ville faktisk mægtigt gerne kunne drikke denne øl uden at skulle bekymre mig om, at jeg samtidig indtager skadelige tilsætningsstoffer. Men måske er den tiltænkt de mennesker, der er ligeglade med, hvilke giftstoffer fødevarer tilføres.
Det er vel også en form for eksklusivitet. Navnlig en eksklusivitet, som jeg ikke har nogen interesse i at være med i.
