Øl: ET Left Home
Bryggeri: Evil Twin Brewing
Type: Sour India Pale Ale with Blueberry and Raspberry
ABV: 7%
Land: Danmark
Købt i: Donation via drikbeer.com
Er du SÅ færdig!?
Det bliver ikke svært at bedømme årets bedste øl i år. Og hvis det gør, så er jeg langt heldigere end jeg fortjener, for så vil det betyde, at jeg får lov at prøve endnu en øl, der er i klasse med den her:
En sur IPA boppet op med blåbær og hindbær i en umådeligt kompakt og smagfuld pakke … ja, ord slår næsten ikke til. Med tilbageholdt åndedræt og ærefrugt åbnes dåsen. Glasset stilles parat, og så begynder arbejdet ellers. Den seje, tætte grød af på én gang blodrødt og natsort frugtkompot skvulper langsomt og dovent ned i glasset, mens det danner den fineste, plastiske top af ripsfromage.
Duften matcher med intense noter af solbær, rips, umodne stikkelsbær og alt hvad hjertet ellers kan begære af surt og syrligt fra frugthaven.
Og så smagen … Hold nu helt holy haphazard hallibut, Batman! Det er så hele kroppen skælver, tårerne komme frem i øjnene som var man til en nær vens begravelse, og ansigtet vrider vrangen ud på sig selv (lidt ligesom der i ‘The Fly’, hvor Seth Brundle laver det første eksperiment med at teleportere en bavian. Selv tak for de mentale billeder – og brygget matcher aldrig så nydeligt i kulør.)
Hvad kan man sige om et mesterværk som det her? Intens frugtfylde, et syretrip som ville have gjort Syd Barret misundelig, og midt i det vildeste, vidunderligste syre og bærorgie melder øllet sørme også sin tilstedeværelse. Det er ikke glemt. Ved gummerne mærker man humlen, og den spiller aldrig så fint og nydeligt op imod de sur-søde (men mest sure) frugter med et smukt kontrasterende krydret indslag.
Mesterligt, vildt, frækt, fandenivoldsk og vovet. Sådanne øloplevelser får man kun ganske få af.