Det rækker ikke til meget …
Rækker Mølle er en lille flække gemt bort i det mørkeste Vestjylland – ikke langt fra den notorisk iltfattige Ringkøbing Fjord, dybt nede i den egn af Danmark, hvor Kristendemokraterne altid har haft størst tilslutning. Noget kunne dog tyde på, at landsbyen med sit bryggeri er et lille åndehul midt i den indremissionske ødemark. Det har den angiveligt også været tilforn, idet det langt tilbage i tiden ud over møllen har været hjem for en høkerforretning og en bæverding.
Nærværende øls navn er da heller ikke en fonetisk gengivelse af en fulderiks mislykkede forsøg på at udtale navnet på det samlede Tysklands første kansler. Derimod har den navn efter den omtrent samtidige bestyrer af beværtningen, Nancy Esmarch, der på øllets etiket beskrives som “en respekteret, kløgtig og egenrådig dame med et stort lune.” Om lunet er gengivet i øllet må jo så vise sig.
Det er en ganske mørk, ved skænkning og i dæmpet lys ganske sort, ale med højt, cremet skum tonet let i det lysebrune. Til at begynde med bobler det lystigt på indersiden af glasset, og fremmer sammen med øllets sjaskede viskositet lidt for meget associationerne til sodavand. Bunden af ølglasset forvandles efterhånden til en petriskål, komplet med bakteriekolonier, så jeg sætter et stort flueben ved ‘mere end godkendt’ ud fpr det visuelle udtryk, på trods af de indledende sodavandstendenser.
Duft og smag undgår vi til gengæld ikke at (t)række en tur gennem møllen. Jeg vil i vanlig stil være konstruktiv i min kritik og ikke bare række – undskyld, rakke – brygget hensynsløst ned, men pænt, stille og roligt påpege, hvad bryggeriet kan gøre bedre.
Og i morgen sælger jeg Dybbøl Mølle.
Men seriøst. Vi må se hvad brygget rækker til i bouquet og flavour. Duften skifter fra at være præget af malt og svesker ved skænkning, til hurtigt at blive mere syrlig med karakter af gæret græs. Smagen er fra begyndelsen syrlig, præget af citron og især grape. Herefter gør et sødere indslag af brombær og blommer sig gældende midt på tungen, og øllet klinger af med en reel bitterhed på bagtunge og i eftersmag af hårdtristet kaffe og rå pilsnerhumle.
I løbet af konsumptionen får brygget et mere og mere syrligt og gæret præg. Det kammer aldrig over til noget decideret ubehageligt endsige udrikkeligt. Tværtimod glæder man sig glimtvis over brygget skarpe og bidske karakter. Nogen nydelse bliver det dog aldrig, og uvilkårligt kommer man til at mistænke bryggeriet for især at ville gengive værtinden Nancy Esmarchs lunefuldhed fra den syrlige – eller lad os sige det som det er- sure side.
Ikke desto mindre må jeg indrømme, at oplevelsen, manglende velsmag til trods, er intakt. Men det samlede indtryk rækker ikke til nogen særlig høj karakter.
