Ingen af delene …
ESB står for “Extra Special Bitter”, det kan man læse på etiketten. Det er jo aldeles forjættende – ikke bare er den bitter, den er også både speciel og ekstra – hele tre ting på én gang, Kinderægget har fået sig en værdig udfordrer.
Så det er jo med en vis forventning, at jeg skænker brygget i ét af mine nyindkøbte glas. Dette glas rummer akkurat en halv liter, og bruges derfor til øl, der fylder lige en tand mindre – typisk 0,33 liter eller i dette tilfælde 0,3401942772 liter. Der er jo tale om amerikansk øl i en amerikansk emballage hvor indholdets vægt udgør tolv unser (eng. ounces, men der findes faktisk et dansk ord for vægtenheden). Én unse svarer iflg. vores ven Google til 28,3495231 gram – og selvom der selvfølgelig er et vægtfyldebegrænsende element af kulsyre og alkohol (5,8%), giver det med vand som den altovervejende ingrediens nok sådan cirka den mængde i liter.
Det var forventningen vi kom fra. Jeg er ikke sikker, men ‘Bitter’ er åbenbart en særlig type øl, som jeg vist har haft fat i én tidligere af, i form af Belhaven Best, der blev anmeldt for en årrække siden. Jeg fik tilfældigvis at vide – så hut jeg hvisker af en tidligere trommeslager fra mit gamle sækkepibeorkester – at ‘Best’ på De Britiske Øer netop skulle være deres særlige betegnelse for bitter. Jeg ser desuden, at hin øl er kategoriseret som en mørk øl. Det er ingenlunde tilfældet for denne øl. Farven er dyb rødgylden, med farve som flødeskum, kokken er kommet til at spilde appelsinjuice ned i. Konsistensen passer også godt til flødebeskrivelsen, men man skuffes ved udeblevne aftegninger på glassets inderside.
Endnu en uindfriet forventning går på duften. Gynteren søger det bitre, og en tør pilsnerhumle leverer da et stik. Men odden er lagt i blød i en blanding af fyldig fløde og banan. Flødeelementet klæber sig til brygget, men hvor bliver mon det bitre af? Var den lille humlesnert virkelig det hele? Uindfriede forventninger behøver jo heldigvis ikke betyde, at virkeligheden er en jammerdal, for selvom brygget ikke dufter synderlig bittert, dufter det alligevel rart, og egentlig også overraskende kraftigt.
Smagen gør også mere end adækvat væsen af sig. Bitterheden skal man dog igen kigge langt efter, selvom den da kan skimtes derude i horisonten et sted med sin lette pilsnerhumle. Igen dominerer et rart, imødekommende og mest af alt sødt element af fløde. Et indslag af paranødder melder sig diskret, og det er måske lidt bittert, omend igen på en rar, venlig og lettilgængelig måde.
Paranødderne glemmer man dog hurtigt til fordel for et nyt indslag af blomstersødme, måske lidt syrennektar, egentlig honning og måske med et venligt strejf af anis. Honningen vokser til sidst i eftersmagen, og runder en uventet, men ellers ganske godkendt smagsoplevelse venligt af.
Brygget er jo sådan set rart nok. Fylden gør det til en fornøjelse, og den søde, honningagtige eftersmag giver den potentiale som en ‘begynderspecialøl’ for dem, der ikke er så glade for ølgenrens bitre elementer. Men ekstra ligefrem? Ikke rigtig. Den er heller ikke speciel, og den er i hvert fald ikke specielt bitter. Højst en lille smule.
