Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Erdinger Weißbier, Erdinger Weißbräu (Det tynde øl fra Fakta XIV)

– En svunden fornøjelse

Erdinger kalder sig selv den største producent af Weißbier i verden. På trods af dette er firmaets storhed endnu ikke steget ejerne til hovedet, idet bryggeriet fortsat er et familieforetagende, ejet af Werner Brombach. Gammelt er bryggeriet ikke, for bryggerier betragtet. Det blev grundlagt i 1886, men først overtaget af Brombacherne i 1935. Først i 1949 fik bryggeriet sit nuværende navn.
Om de nu virkelig er de største melder Wikipedia-artiklen, jeg har konsulteret ikke noget om, og jeg har ikke rigtig gidet kigge efter selv. Til gengæld ved jeg, at Erdinger har fået en meget dominerende stilling på Weißbiermarkedet såvel i Bayern, som i hele Tyskland, og de er formentlig også de førende i Weißbier i Danmark.
Det danske marked for Weißbier i har nu også altid været temmelig tyndt, alt den stund jeg kan huske det. Jeg prøvede selv en Weißbier for første gang tilbage i 90’erne. Jeg tror, det var noget, min storebror havde med, efter at have arbejdet i den lokale kemiindustri. Det var lidt af en revolution for mig dengang. – Øl, der ikke var brygget på byg, var nyt for mig, og så var der gær i … Det fyldigt hyldeblomstsøde stads faldt også med det samme i min smag, i modsætning til Tuborg Classic Hvede, der kom et par år efter, og som jeg omgående kasserede som værende for tynd – i modsætning til flere af mine ølelskende kammerater, der aldrig havde lært at sætte pris på ægte Weißbier.
Tiden gik, og Tuborg Hvede forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet. Omkring dette tidspunkt fik jeg smag for netop Erdinger, der senere skulle blive den mest udbredte Weißbier, også i Danmark. Jeg husker især den mørke, der ikke sådan er til at få fat i herhjemme, som særligt god. Og konsensus var blandt folk jeg kendte, der kunne lide øl, at det ikke blev bedre end Erdinger.
Siden er der løbet endnu mere øl i hanerne, og jeg ved, at jeg i hvert fald to gange har smagt bedre Weißbier siden; nemlig Paulaner og Sanwald Hefe-Weizen, som jeg som bekendt prøvede så sent som i november. Jeg var slet ikke sikker på, at Erdinger ville være så stor en oplevelse igen, som den var i forne tider.
Og ganske rigtigt. På trods af en meget flot gul farve, omend med vigende skum, lover duften ikke ligefrem godt – for at sige det mildt. Det bedste man kunne sige om duften ville være, at den var frisk. Det ville samtidig være en eufemisme for ordet ‘tynd’.
Smagen er dog ikke grim på nogen måde. Der er den for Weißbier typiske aroma af hyldeblomst og søde æbler, men smagen er hverken særlig fyldig eller intens. Faktisk virker den både tynd og vandig. På den anden side, er den heller ikke det mindste syrlig, eller gæret i smagen. Måske er det derfor, den har slået så meget an i Danmark, at den har fundet vej til Faktas hylder. Den tynde, uudfordrende smag borger imidlertid mere for mainstream end kvalitet, og det er desværre endnu en fjer i hatten til den laveste fællesnævner og dens sejrsgang på ølmarkedet.
2-stjerner

1 Comment

Add a Comment
  1. Er det hefeweizen eller kristallweizen? Forstnavnte er ufiltreret og har en markant dybere smag. Prøv Schneider Weisse eller Franziskar (sørg for at de er hefe), skriv hvad du synes om dem – og kom gerne med anbefalinger til hvilke andre øl man skal prøve hvis man er vild med disse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme